Hvis man har set dokumentaren om Laurel Canyon (DRs arkiv), så bemærkede man måske, at også bandet Little Feat blev omtalt. Og at det blev fremhævet, at det var et band med sin helt egen stil. Og det blev illustreret af optagelser af bandet, der arbejdede med nye sange, der opstod spontant i studiet. Og for halvtreds år siden udkom Little Feats tredje album, Dixie Chicken, der for alvor var med til at definere bandets særegne lyd. Det var ikke mindst titelsangen, der gjorde arbejdet og blev en af bandets kendingsnumre. Afgørende var det også, at bandet fik to nye medlemmer, hhv. guitaristen Paul Barrere og slagtøjspilleren Sam Clayton, der begge gled ind i gruppen som varige medlemmer frem til bandets første krise efter hovedfiguren Lowell Georges død i 1979.
Dixie Chicken blev et af milepælene i bandets diskografi med standardsange so “Roll Um Easy”, “Fat Man in the Bathtub” og altså titelsangen.

Nogenlunde samtidig med dette album udsendte The Kinks opsamlingsalbummet The Great Lost Kinks Album i USA med materiale fra årene 1966 til 1970. En opsamling, der kom, fordi pladeselskabet (Reprise) ikke havde fået det album, som pladekontrakten foreskrev. Og pladen bestod af lige dele gamle single-numre (der ikke havde været på albums) og sange, der ikke før havde været udgivet. Sange, der især stammede fra sangskriver Ray Davies’ kreative periode omkring Village Green Preservation Society. Det betød også, at opsamlingen ikke rigtig havde materiale nok til at gøre pladen særlig salgbar eller hitlistevenlig.
Hvis man leder efter en opsamling, der kan træde i stedet og afspejler Kinks’ år frem til Village Green, så er man bedre serviceret med dobbeltalbummet med den spøjse titel The Kinks Kronikles, der kom året før (altså 1972) og rummer 28 af Davies’ bedste sange – fra “Victoria” til “Days”.