Det er sådan en sang, der ville have svært ved at udkomme i disse ny-feministiske tider. Hvor ligestilling skrives med store bogstaver og enhver antydning af “giftig maskulinitet” vil blive genstand for social medie-storm. Eller også er det bare, fordi man ikke lytter til, hvad James Brown faktisk krænger ud af sin krop her. En sang om et mandeliv, der ikke ville være noget uden netop et kvindeligt mod- og medspil. En sang, der lige så vel kunne være blevet lavet med modsat fortegn på kønnet. – Og hinsides teksten: En sang, hvis arrangement med stort orkester i indledningen og Browns studieband, The Blue Flames, der tager over med blues- og ballade-følelse, gør det forståeligt, at det blev James Browns største singlehit overhovedet.