Hvis man som jeg holder uendeligt meget af The Kinks og deres album The Kinks are the Village Green Preservation Society (1968), så kan jeg på det varmeste anbefale, at man læser Any Millers lille bog (små 150 sider) i serien 33 1/3 (Continuum 2003 ff.), der fortæller historien om tilblivelsen af albummet. En tilblivelse, der nærmest også bliver bandets totale fiasko – og genopståen. En fortælling om musik, der var tænkt af Ray Davies som et soloprojekt, men endte som bandmusik, og en fortælling om et album, der ramte helt forkert af tidsånden i rockmusikken og paradoksalt nok endte med at blive en af de helt store Kinks-værker. Og også et lærestykke i, hvor svært det var og hvor galt det kunne gå for talentfulde bands, der gerne ville frem i musikverden, men mødte benspænd efter benspænd. En kritisk fortælling af en forfatter, der tydeligvis elsker The Kinks som The Village Green Preservation Society.

Og som en slags punktum for historien finder man sangen “Plastic Man”, der også floppede, lige før Kinks rejse sig igen som et nyt band med succes i USA osv. Her i en fin udgave af mit nostalgiprogram “Beat Club”.