Ude på badeværelset faldt jeg i en tankestrøm, da jeg kiggede på vores tørrestativ over badekarret (ja, vi har beholdt vores gammeldags, hvide badekar, selv om vi ikke bruger det som sådan…). Især klemmerne, der er at en moderne udgave, så de i princippet udgøres af et stykke plastik med to “ben”. Ikke som de gammeldags, jeg husker fra min barndom, hvor to stykker træ var samlet om en fjeder, hvormed man kunne åbne og lukke den ene ende (om tøjet på snoren). Alting forandrer sig.

Og så var der ikke langt til tanke om den vasketøjssnor, min mor havde og som gik fra soveværelsesvinduet og over til en mur, der stod lodret mod vores husmur. Her kunne min mor hænge noget af sit nyvaskede tøj til tørre, når vejret muliggjorde det. Og i hver ende af snoren var der et lille hjul af metal, der sørgede for, at man kunne trække snoren frem og tilbage, medens man skiftevis hang tøj på snoren eller tog det af igen.

Ved det vindue har jeg ofte stået og set, hvordan det våde tøj langsomt blev tørt og nogle gange dryppede ned på græsset nedenunder. Tørresnoren var et supplement til snorene i vaskekælderen, hvor de største stykker – typisk sengetøj og lignende – blev tørret.

Der var mange af den slags tørresnore i nabolaget i min barndom. Og de blev brugt flittigt, når vejret var til det. I dag er der langt mellem tørresnorene. Vi har et par stykker i kælderen, men ellers har tørretumblerne taget over. Den hører nærmest med til vor tids moderne indretning. Jeg foretrækker dog stadigvæk tørresnoren – også fordi det er den mest miljø- og klimavenlige måde at tørre tøj på.

Og så kommer vi næsten ikke uden om Hans Kurt og “Tørresnoren“.