Sædvanen tro, så har jeg ikke noget nytårsforsæt. Jeg trasker videre mod horisonten, sådan som jeg altid gør. Ingen store ambitioner om at omlægge min livsførelse radikalt. Nogle små justeringer jo, som fx ønsket om at se mindre tv – dårligt tv. Det er ikke helt lykkedes, at leve op til det ønske. Mestendels, fordi jeg ikke bor alene og dermed kan slutte tossen, når det forekommerr belejligt. Men det går dog i den rigtige retning, godt hjulpet på vej af dårlig tv-journalistik og genudsendelser en masse.

Politisk er der heller ikke grund til at forvente det store. SVM-regeringen er en konstruktion, der vil holde fast i uligheden i samfundet, og som vil en militarisering, vi ikke har kendt til siden 2. Verdenskrig. Mette Frederiksens nytårstale i går aftes var et lærestykke i, hvordan man kan promovere en helt igennem blå politik, pakket ind i forloren nationalisme, tilsat lidt verdsliggjort kristendom og påtaget moderlig omsorg for de unge. Stakkels B. S. Ingemann må rotere i sin grav. Og farvel til Store Bededag – man må håbe, at regeringen kløjs i det projekt.

Og kanp er vi trådt ind i det nye år før Den Internationale Valutafond kommer med en udmelding om, at en stor del af verdens økonomier vil komme i recession. Så skal det jo nok hjælpe, at SVM sidder og fedter med en helligdag og statsministerfruen tale om, at vi hver især skal bære vores del af byrden. Velbekomme, siger jeg bare. Kapitalens dance makabre.

Nok om det. 2023 er i gang. For første gang i mange år, er jeg ramt af forkølelse (selv om jeg er vaccineret mod både influenza, corona og pneumokokker). Host og ned med en lille pille.