Så fik jeg omsider set Dexter Fletchers film om Elton John Rocketman (2019). En film, der har fået succes, både hos kritikerne og hos publikum. Og det er da også -alt andet lige – en seværdig film, hvis man synes Elton John er en kunstner, der er værd at beskæftige sig med.

Taron Eagerton er et godt valg til hovedrollen. Han ligner ganske godt Elton John og klarer sig forbavsende godt i sangnumrene. Og de øvrige roller i filmen er også godt besat med solide præstationer

Rammefortællingen er den voksne Elton John, der er kommet i gruppeterapi for at få styr på en masse personlige problemer. Og med det udgangspuntt får man så en stærkt koncentreret, kronologisk fortælling om Elton. Fra barndommen med to forældre, der ikke giver ham den kærlighed, han fortjener. Og videre til de musikalske karriere, mødet med hans alter ego, tekstforfatteren Bernie Taupin, der bliver Eltons nærmeste ven og følgesvend de næste mange år, og videre til den enorme succes, Elton John hurtigt får som kunstner. Og de problemer der følger med: Homoseksualiteten, forældrenes manglende kærlighed og ensomheden, der følger deraf, et grasserende alkohol-, kokain- og medicinmisbrug – og en ekstrem forbrugerisme.

Og her har jeg en indvending mod filmen. Hele dette stærkt komprimerede forløb – frem til Elton Johns kommen til erkendelse af, hvem han er og hvad han vil med sit liv –  fortælles for koncenteret og for komprimeret. Her passer den slavisk kronologiske fortællemåde ganske enkelt ikke særlig godt. Og det vil nok have krævet en mere kreativ instruktør at have fundet en alternativ fortællevis.

Men underholdende er filmen og man får en lang række af Johns berømte sange i ny aftapning.