Tidsånden in mente slutter jeg mine vinylnedslag af med tre kvindelige kunstnere. Et foreløbigt punktum for den serie – i alt 25 stk. – som jeg måske vender tilbage til på et tidspunkt (for vinylbunken er langt fra gennemgået endnu…).

Vi begynder i den lidt mere obskure ende – med den hollandske saxofonist Candy Dulfer og hendes debutalbum fra 1990 Saxuality. Et velholdt eksemplar, udgivet på plademærket Ariola.

Dulfer spiller en tilbagelænet jazz med klare popkvaliteter. Og albummet blev en pæn succes med top-1i-placeringer i både Holland og USA. Hun er nok bedst kendt for singlen “Lily was here“, som hun lavede sammen med Eurhytmics-formanden Dave Stewart i 1989. Men stilen er den sammen her som der. Lækker blød jazzet saxofon, hendes varemærke. Den 53-årige Dulfer er stadigvæk aktiv og udgav i oktober måned albummet We never stop. Hun får lov til at blive i min samling, fordi hun spiller godt og saxofonplader er sjældne i rock og pop – modsat jazz.

Næste dame er Anne Linnet, der er repræsenteret med to af sine mest succesfulde og mest vellykkede plader, nemlig Jeg er jo lige her (1988) og Min sang (1989). Begge udgivet på plademærket Pladecompagniet og i næsten perfekt stand.

Jeg har fulgt Linnet siden hun startede sin karriere fra tiden før Shit og Chanel og nogenlunde slavisk frem til dannelsen af Marquis de Sade i 1983. Dengang sagde Marquis de Sade mig ikke så meget, så Anne Linnet gled lidt ud af mit radarfelt, men kom tilbage med netop Jeg er jo lige her, hvor hun igen skiftede stilistisk retning i retning af dansksproget, akustisk singer-songwriter-kunst. Og det med stor succes. Pladen solgte 400.000 eksemplarer herhjemme og er en af de mest populære danske plader gennem tiderne. Og Linnet fortsatte på Min sang, hvor hun fik hjælp til teksterne af præsten Johannes Møllehave. Selv om det er en fin, fin plade, så kunne den dog ikke tangere forgængerens succeshøjder.

Selv om Linnet var mere populær end nogensinde før, så fik jeg ikke købt de to plader dengang, men har dem altså nu. Og de får selvsagt lov til at blive i samlingen.

Og rosinen i pølseenden er selveste Janet Jackson og hendes dobbelt-vinyl-album janet fra 1993. I fineste stand og udgivet på plademærket Virgin. Jeg har i forvejen hendes The Velvet Rope, som en ven anbefalede mig. Men jeg er nok ikke så meget til hendes musikstil, der er gennemproduceret, dansant pop med klare elementer af blød soul. Og Jackson har en god stemme, og det giver god mening, at hun er blevet en popstjerne på vor tids firmament. Så albummet her får da lov til at blive her og blive luftet engang imellem.

I øvrigt er Jackson vist ikke så aktiv længere. Senest vi hørte noget fra hende på plade var i 2015 med albummet Unbreakable. Der er dog kommet en japansk Greatest Hits med singler i år.

I øvrigt vakte janet en vis furore, da den blev udgivet, fordi Jackson i den forbindelse optrådte “topløst” på forsiden af Rolling Stone. Dvs. ikke helt topløst, for en person bag Janet holdt hænderne for hendes bryster. Men topløs nok til, at den amerikanske offentlighed kunne bruge meget krudt på fotoet. Og det har med stor sandsynlighed bidraget til salget af pladen….