Sidste låge i år. Og sidste brokkeri i denne omgang. I går aftes så jeg en DR-udsendelse om julesang – Fællessang – medens vi venter. En slags aflægger af altansangen i corona-perioden og med de samme to tv-værter. Og det var – set og hørt fra min gamle lænestol – et lærestykke og et studie i, hvordan man ikke skal traktere julens sange. Den kvindelige tv-vært tog fx livet af Joni Mitchells smukke “River” med en alt for følelsefuld, omklamrende, smagende versionering. Og tendensen gjorde sig også bemærket i andre sange, der absolut skulle udsættes for overdrevent føleri. Og flere af gæsterne gjorde ikke noget godt ved velkendte julesange, fordi de absolut skulle versioneres og ikke bare synges lige ud ad landevejen, som vi kender dem. Et enkelt par kunne oven i købet ikke rigtig synge, og det blev derefter. Bedst slap et lokalt spire- og børnekor, der med illustrative fagter sange en kending, så man sagtens kunne genkende den.

Måske er det mig, der er blevet en gammel traditionalist, når det drejer sig om julens musik. Det kan sagtens være. Men jeg synes det program var en “ommer”.

Og så til den sidste låge. En sang, der indfanger noget af julen – uden at være en decideret julesang!? Hvad kunne det være? Jo, det kunne være Carole Kings “You got a friend” – her i en version fra 1971 med King selv og i forgrunden vennen James Taylor. For det er jo julens kerne – at være noget for hinanden.