Glædelig jul til alle

Author:

Ja, i dag er det lillejuleaftens dag, og så er julen så småt i gang. Og tiden er inde til en julehilsen til alle, der læser med her. Så: Glædelig jul! Og julen er jo hvad man gør den til. Et sammensurium af kristendom, hedenskab og forbrugerisme.

På jagt efter mandler stod jeg i kø med en lille muslimsk kvinde, der spurgte kassedamen om de to dybfrosne  ænder, hun havde i sin kurv, var halal. Hvortil kassedamen svarede, at der var ænder på tilbud i dag og til en lavere pris end dem i kurven. Hvorpå mor-lille skyndte sig tilbage i butikken for at spare nogle kroner. Om tilbudsænderne var halal, fandt jeg aldrig ud af, men billigere var de da. Og medens jeg sådan stod og tænkte på, om mon alle ænder i køledisken var halal, brokkede kassedamen sig over, at mine mandler ikke var indtastet med den rette pris og at hun derfor måtte korrigere prisen til min fordel. Og sådan fik jeg en lille instruktion i, hvad julen kan betyde for andre mennesker i disse dage. Jeg fik mine mandler og ved ikke om mit andekød er halal eller haram, men er sikker på, at det smager lige så godt som det plejer, når bare det er stegt ordenligt og serveres på traditionel vis med kartofler, rødkål og sovs.

Og kanalen her skal ikke flyde over af julemusik i år. Der er rigeligt af det på tv og radio i forvejen. Så her får i The Beatles i julehumør for tres år siden:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *