Under læsningen ad Bob Dylans store, tunge bog The Philosophy of Modern Song har mit ledemotiv været – hvad fortæller han mig om musikken? Og selv om han bruger meget krudt på teksterne i sin blanding af analyse, fortolkning og fri fabuleren – grænsende til det fantaserende – så kommer der små dryp af indsigter om musikken. Således hans allersidste ord i bogen som afslutning på en behandling af Dion and the Belmonts “Where or when”:

“Men sådan er det med musik, den tilhører tiden men er også tidløs; noget, der skaber erindringer og selve erindringen. Selv om vi sjældent tænker over det, så er musik bygget ind i tiden lige som en skulptør eller svejser der arbejder i det fysiske rum. Musik overskrider tiden ved at vi lever i musikken, lige som reinkarnation tillader os at transcendere livet ved at leve det igen og igen”.  [s. 334, min fordanskning]

Lad så være, at Dylan bliver helt buddhistisk her til sidst, men hans tro på musikken som noget, der både tilhører tiden og rækker ud over den, er helt intakt.