Jeg mangler et enkelt lille kapitel i Bob Dylans bog om den moderne sang. Og jeg må sige, at det har været en fornøjelse at følge ham gennem de mange sange – og mange overraskelser, for det er meget forskelligt, hvad mesteren fremhæver. Og hvis man tror, at den samfunds- og kulturkritiske Bob Dylan var en, der hørte til i ungdommens dage, så skal man nok tænke om igen.

For eksempel får vi hans råt for usødede mening om filmkunstens udvikling gennem årene, dvs. fra efterkrigstiden og frem til i dag:

“Fortsættelser og genindspilninger kommer fra samlebåndet nu til dags med alarmerende hyppighed og med astronomiske budgetter, men de kan stadigvæk ikke indfange originalernes under og magi. De forstår ikke at føre os fra sæderne på balkonen til en vidunderlig verden. For fanden, for det meste kan de ikke engang overbevise folk om, at de skal komme ud af stuen og se filmene!

Folk vil sige, at de ikke ser gamle film af mange årsager – fordi de er i sort-hvid og måske er der en to-minutters sekvens, som de skiftende tider har gjort politisk ukorrekte. Disse mennesker mangler fantasi og smider barnet ud med badevandet.

Dem, der afviser film fra før som værende forsimplede går glip af Kurt Douglas’ bravour-præstation i Billy Wilder’s Ace in the Hole, som forudsiger mediemanipulationens giftighed, og [Marlon] Brando i On the Waterfront som havnearbejderen Terry Malloy, der lærer, at det ikke er hans aften og vidner mod en korrupt fagforeningsleder, der har slået hans broder ihjel. Filmen er så stærk, at du ikke behøver at kende til den historiske sammenhæng omkring [filminstruktøren] Elia Kazan og myndighedernes kommunistforfølgelse for at blive ramt i mellemgulvet.” (s. 314-15, min fordanskning)

Og så videre. Nej, Dylan har bestemt ikke glemt at se kritisk på sin samtid og dens fortrædeligheder. Og han lægger ikke fingre imellem, når det gælder tidens historiske ufølsomhed.