Jeg læser Bob Dylans The Philosophy of modern song i små bidder, sammen med anden lektyre. En-to sange pr. dag. Og det er en fornøjelse at følge Dylan gennemgå de mange og mangeartede sange, han trækker frem til kommentar og analyse. Og, som tidligere skrevet, har han især blik for sangteksterne, som han får vredet meget ud af. Hvorimod musikken kommenteres løbende i småbidder. Han fremstiller ikke en egentlig klassisk sangfilosofi. Der er snarere tale om, at han på helt moderne vis skriver sig frem til pointer og synspunkter. Det er Bob Dylan på skriftens vinger, vi har med at gøre. Det er derfor, han pludselig kan komme med lysglimt af indsigt i det mysterium, som musikken er. Det sker for eksempel og i markant grad i hans kommetar og analyse af Santanas “Black Magic Woman”, hvor han skriver følgende (i min oversættelse):
“Faktisk kan man fremføre det argument, at desto mere du studerer musik, desto mindre forstår du. Tag to menensker – en studerer kontrapunkt-musik-teori, det andet græder når det hører en trist sang. Hvem af de to forstår i virkeligheden musikken bedst?” (S. 274)
Bemærkningen kommer som optakt til nogle fine overvejelser over forholdet mellem tekst og musik i sange.
Dylan er ikke akademiker og ikke intellektuel, men alligevel lykkes det ham at skrive sig frem til gode indsigter i musikkens mysterium. I kraft af sine mange år som musiker og sangmager og i kraft af sine evner til at udtrykke sig i tale og skrift.
Du har fuldstændig ret i at Dylan ikke er akademiker, og tror egentlig heller ikke han betragter sig som intellektuel i traditionel forstand. Men kigger man på først den store Danske og derefter på Wikipedias definition så ligger han da tæt på det område i forhold til en stor del af teksterne.
Til grund for en sådan bred anvendelse ligger opfattelsen af intellektuelle som mennesker, der håndterer de i alle kulturer nødvendige og fundamentale åndelige værdier og deres symboler.
Til grund for en sådan bred anvendelse ligger opfattelsen af intellektuelle som mennesker, der håndterer de i alle kulturer nødvendige og fundamentale åndelige værdier og deres symboler.
Den elitære betydning af intellektuel er i 1900-t.s historie- og samfundsforskning blevet kraftigt svækket. Med udgangspunkt i betydningen af adjektivet intellektuel, indsigtsfuld, åndelig, forstandsmæssig, er navneordet intellektuel blevet udstrakt til at dække åndsarbejdere i almindelighed, en kategorisering, der er yderst elastisk og velegnet til at betegne stadig videre
kredse som intellektuelle. Man kan se denne udvikling som en naturlig følge af samfundets ændrede karakter.
Og Wikipedia:
Intellektuel betegner det at forholde sig abstrakt, rationelt og objektivt reflekterende til sin omverden. At være intellektuel handler altså ikke nødvendigvis om at være specielt intelligent; det skal mere forstås som en bestemt måde at anvende sin intelligens på i sit møde med verden.
@Jens Rasmussen: Det kan selvfølgelig diskuteres, om Dylan (eller manden bag) er intellektuel. Afhænger selvfølgelig af, hvordan man definerer ordet. Jeg har nok valgt en lidt akademisk, begrænset fortolkning for at friholde Dylan for at blive taget til indtægt for akademistiske tilbøjeligheder. Men man kunne fx bruge Jean Paul Sartres fortolkning, at intellektuelle er mennesker, der blander sig i alt muligt. Og det gør Dylan i hvert fald i filosofibogen, hvor han kommer ind på mange af livets facetter, fra politik, kønsforhold osv. For mig er det afgørende, at Dylan – som jeg engang har argumenteret for – fremstår som en helt igennem moderne kunstner, der fra starten af har gået sine helt egne veje, kendt, elsket og genbrugt traditionen efter forgodtbefindende og netop derfor har formået at være sin egen og uden lige i moderne populærmusik og kultur.