Forleden modtog en dansk kemiker Nobelprisen for sit virke. I fremtiden vil det blive mindre og mindre sandsynligt, at danske forskere vil kunne komme i betragtning til sådanne estimerende og eftertragtede priser. For danske politikere har i årevis været i fuld gang med at undergrave og eliminere det klassiske universitet, der blev skabt helt tilbage i tusindtallet i Bologna og udviklede sig de følgende århundreder til institutioner for den bedste forskning og undervisning, man kunne skabe.

I Danmark nåede vi et hidtil ukendt højdepunkt i de sene tressere og første år af halvfjerdserne, hvor universiteterne – i kraft af studenter- og ungdomsoprøret – for alvor kom til at tjene folket og fik dette ordentligt repræsenteret på universitetet, hvor både studenter og teknisk administrativ personale blev en del af de styrende råd. Men denne udvikling passede ikke det borgerlige Danmark, der under mottoer som “erhvervsrettethed” og af hensyn til landets økonomi, gik efter at få “reformeret” universitet til noget, der lignede en nymodens privat virksomhed. Det lykkedes for alvor, da Venstre med Helge Sander i spidsen som minister for forskning, teknologi og udvikling lige netop fik transformeret universiteterne til institutioner med en ekstern ledelse ( af ikke-universitære folk) og med erhvervsrettethed som et af de ideologiske spydspidser.

Siden er det kun gået tilbage for universiteterne som institutioner for fri forskning og frie studier. Taksameterpres og fremdrifts- og dimensioneringskrav har – sammen med løbende forringelser og besparelser på studierne, ikke mindst de humanistiske – gjort universitetet til noget, der – med afdøde Lars Henrik Schmidts betegnelse – mest af alt ligner fjerde g(ymnasieklasse). Og med den nye SVM-regering får ødelæggelsen endnu et nyk. Kandidatuddannelser halveres og statens uddannelsesstøtte forringes. Og det med begrundelse i, at der skal frigøres penge til erhvervsuddannelserne (der i årtier har været forsømt, paradoksalt nok..). Perspektivet er ikke godt: En dag vil universiteterne være en slags højere læreanstalter for professionsuddannelser, hvor der vil være meget langt mellem egentlige grundforskere og hvor universitetets idealer vil være forsvundet.

Og så til kalenderlågemusikken, der denne dag er med Mary Black, som det er alt for længe siden, jeg har lagt øre til: “Broken Wings”