Rock Nalle er død -79 år

Author:

Roland Lyhr Sørensen – bedre kendt under kunstnernavnet Rock Nalle – sov stille ind i går aftes på min fødselsdag. Faktisk er det et under, at Nalle levede så længe. For går vi nogle år til bage – 10-15 stykker – så var Nalle heroinafhængig og hutlede sig igennem livet på gaden. Til sidst levede han med to alvorlige lidelser, KOL og Parkinsons.

Men Nalle vil blive husket for sit energiske bidrag til de tidlige tresseres rockmusik – dengang kaldet pigtråd – hvor han som en aflægger af Little Richard, Fats Domino og andre gamle rockere lagde fra land med succes. En succes, der holdt sig frem til danskpoppens indtog i pigtrådsmusikken. Nalle forsøgte at følge med Keld and the Donkeys og de andre, men Nalles publikum brød sig ikke om den udgave af den gamle rocker, så en tid måtte han tage til takke med jordnære jobs som havnearbejder. Og alt det og meget mere kan man læse om i biografien fra 2010 Et liv ad omveje.

Men gode kræfter i musikverdenen – bl. a. Johnny Reimar og Gustav Winckler – ville det anderledes og fik Nalle tilbage i musikken med sange som “Gode gamle fru Olsen” og “Jeg kan godt lide babser” – fordanskede udgaver af solide rocksange. Og helt frem til i år, hvor han sagde endegyldigt farvel til musikerkarrieren på grund af sygdom, holdt han fast i musikken – eller også var det omvendt. Og tak for det. Nalle var en ener i det danske musikmiljø og han vil blive savnet nu, hvor han ikke er mere.

Spil lidt Rock Nalle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *