Det er lørdag. Og det er en dag med et særligt ritual – eller måske bedre og mere prosaisk: en særlig rutine. Dagen starter – tidligt – med, at jeg give min ven hunden sele på og tager ham med i bilen til et nærliggende skovområde. Ikke hvilket som helst område, men selveste Forstbotanisk have. Et aboret, hvor der – så tidligt en lørdag – er fred og ro, klar luft og rig mulighed for at gøre det, man nu gør, når man er en domesticeret jagthund. Det vil først og fremmest sige: snuse til alle de hundespor, der er sat siden sidst vi var her. Og det tager tid, og det er helt ok. For det er det, hundeluftning drejer sig om – at få brugt sin lugtesans. Nødtørften kommer så helt af sig selv.

Og i dag mødte vi igen to ældre  -lidt ældre end mig – herrer, der også har det som rutine at gå i forsthaven. Og vi slår altid en lille sludder af. Ikke for længe og ikke for meget, men vi får lige markeret, at vi kender hinanden efterhånden og sætter pris på netop denne rutine. Og min ven hunden får lejlighed til at hilse på og blive kløet lidt på ryggen. Og når turen er slut, så har vi taget rigtig hul på lørdagen og weekenden.

Og så til kalenderlåge nr. 10, der gemmer på  Randy Newman og hans klassiker “Simon Smith and the amazing dancing Bear” i en nøgen, akustisk udgave.