Jeg stødte for første gang på Hans Magnus Enzensberger – der en overgang skrev sit navn med småt – i gymnasiet, hvor vi læste nogle af hans digte fra digtbindet fra 1957 Verteidigung der Wölfe, hvor hans særlige intellektuelle kvalitet allerede var markant (forsvar for ulvene mod fårene…). På universitetet var hans mediekritik et standardværk i vores tænkning af det, der dengang hed “massemedierne”, nu vel bare medier. Og undervejs var hans bog om den spanske borgerkrig Anarkiets korte sommer et til stadighed tankevækkende værk. Og da Berlin-muren faldt bidrog han på markant vis med at bearbejde, hvad der skete derovre med sine tanker om tilbagetogets helte, bl. a. Gorbatjov. Blot for at nævne nogle få af de skrifter, der kom fra hans hånd og ånd.

Hans Magnus Enzensberger var, hvad man kunne kalde en fri intellektuel. Han var løst tilknyttet de radikale, venstreorienterede miljøer i Tyskland, men faldt aldrig i et med nogen bevægelse, noget parti eller dogmatisk meningsdannelse. Som nogle af hans forgængere – for eksempel den tysk-jødiske filosof Walter Benjamin – holdt han fast i sin egen egensindighed og vedblev med at placere sig selv uden for enhver gængs kategorisering.

Enzensberger var forfatter, essayist, journalist, tidsskriftgrundlægger, forlægger og meget andet. Og helt frem til sin død i torsdags var han en stemme i tysk, ja europæisk, kultur og åndsliv, som man blev nødt til at lytte til. Nu er han ikke mere, og verden er fattigere.