Da jeg var frivillig tilforordnet ved det for nyligt afholdte folketingsvalg lagde jeg godt mærke til, at der var en del såkaldte blanke stemmer. Altså stemmesedler, hvor vælgeren havde valgt ikke at sætte sit kryds ved nogen af de fjorten opstillede partier og to løsgængere. Og i dag fortæller en af dagens mindre nyheder, at mit indtryk ikke var helt galt. For det viser sig, at der var ialt 46.272 blanke stemmer og 12.599 på anden måde ugyldige stemmer, ialt 58871 ubrugelige stemmer. Det er en markant stigning siden valget i 2019. Ja, de er næsten dobbelt så mange blanke stemmer denne gang (46.272) som sidst (27.781).
At der var flere brevstemmer denne gang tages som udtryk for, at det i sig selv godt kunne forklare nogle blanke stemmer, da det åbenbart er lettere at lave fejl som brevstemmer. Men lad det nu ligge, for det forklarer ikke den klare tendens til, at flere vælger ikke at stemme. Eller mere korrekt: At vælge ikke at vælge. Og set her fra de sonderende regeringsforhandlingers tid kan vi så fundere over, hvorfor det går den vej? Noget af en forklaring finder man sikkert i det forhold, at Mette Frederiksen gjorde valget til et spørgsmål om en regeringsdannelse ‘hen over midten’. Det har givet vis forvirret en del vælgere, der har haft for vane at orientere sig mod en af siderne i dansk politik. En anden og mere foruroligende forklaringsmulighed er, at nogle vælgere måske er blevet trætte af dansk politik, måske ikke længere føler sig repræsenteret af hverken det ene eller det andet parti. Endelig er der også den mulighed (og måske i tæt forbindelse med de foregående), at vælgere har følt, at politikerne alligevel ikke får gjort noget ved de presserende problemer, der tårner sig op foran dem. Lige fra balladen om sundshedsvæsnet til klimakrisen. Der findes sikkert og vist flere forklarende delelementer, men uanset hvad, så er der måske grund til at hævde, at nyheden om det voksende antal blanke stemmer vidner om, at vi har at gøre med endnu en krise, nemlig folkestyrets krise.
Capac: Man siger jo at kapitalismen bærer på kimen til sin egen udslettelse ( man kan ikke blive ved med at øge forbruget i et lukket system ) det er en umulighed, det skulle være simpel logik.
Og ud over det glemte vi at tage misteltenen i ed, når vi ser på klimakisen
Mit spørgsmål er så: bærer demokratiet på en tilsvarende logik, når jeg ser på hvad der foregå i USA, så er der noget der kunne tyde på det.
@Hugin: Kapitalismen har haft en særlig evne til at overskride de modsigelser, den selv skaber. Det var også en pointe hos Marx. Og måske – man kan da håbe – vil en kommende overskridelse indebærer dens egen transformation til noget andet. Vi ved, at udbytningen af naturen ikke kan blive ved og at ubalancen i vores livsførelse heller ikke kan fortsætte uden katastrofale konsekvenser, så noget må ske – burde være logikken. Og måske medfører det også en transformation af demokratiet sådan som vi kender det og har kendt det siden antikken – måske i retning af et mere demokratisk demokrati med magtopløsende decentralisering til fordel for en mangfoldighed af lokale, overskuelige folkestyregrupperinger. Sådan noget kunne jeg i hvert fald godt forestille mig som en mulighed. Lidt inspireret af anarkisterne, især de spanske.
Capac: det der bekymrer mig mest, nå det drejer sig om påvirkning, er det den tæppebombning af Amerikanske forhold og holdninger vi bliver udsat for af de to væsentligste nyhedsformidlere DR og TV2, intet er for småt når det kommer til hvad vi skal høre om af hvad der foregår i USA, man skulle næsten tro vi var stat nr. 51.
Vi hører meget sjældent om hvad der foregår i den øvrige verden, og skulle vi ikke hører meget mere om det der foregå i Europa, som hvis jeg huske rigtigt meldte os ind i Europas forenede stater i 1972, så det skulle vel være det, vi hørte mest om hvad der foregå i Europa.
@Hugin: I tresserne og halvfjerdserne talte vi om den amerikanske kulturimperialisme. Og selv om det ikke er politisk korrekt at bruge den terminologi nu om stunder, så er det det, vi har været genstand for siden vi efter 2. Verdenskrig blev bestukket med Marshallplanen. Prøv bare at kigge ned over dagens tv-programmer, og du vil kunne se, hvor massivt amerikanske film, tv-serier og andre programmer dominerer sendefladerne. Ikke kun DR og TV2, der burde være bare en anelse mere nuancerede og kritiske (qva public service-institutioner), men samtlige kanaler. Eller tænk på “black friday” og “black week”, som fylder vores medier i disse dage.
Hvad der er forbavsende er, at man yderst sjældent hører det mindste kritiske kvæk fra pressens repræsentanter eller gennemsnitlige danske politikere (bortset fra EL og Alternativet), når det drejer sig om USA. USA er på forhånd defineret som “vores venner” og vi følger dem troskyldigt i tykt og tyndt, selv om meget tyder på, at amerikanerne er ved at miste grebet om stormagtspolitikken og er ved at smuldre som pro forma-demokratisk land.
Capac: Det der undre mig mest er at folk ikke har lært noget som helst når det kommer til borgelig politik, men egoismen er efterhånden så stor at det kun drejer sig om mig, mig, og så mig, og resultaterne er som altid de nedre del i samfundet må betale væsentlige dele i samfundet, at man ikke har lært det endnu er da bekymrende.
Når det kommer til Lars Løkke, så tror jeg Lars Løkkes bekymring hovedsaglig drejer sig om at Lars Løkke ikke selv kommer til fadet
@Hugin: Jeg er bange for, at det står værre til med folks forhold til borgerlig politik og økonomi. Gennem vores opvækst – opdragelse, skolegang og socialisation – vænnes vi til den tanke, at det er ok at berige sig på andres bekostning (udbytning) og at være grådig og rage til sig. Tænk bare på den status de såkaldte iværksættere har med egne promoverende tv-programmer (Løvens hule for eksempel)! Eller tænk på, hvordan den amerikanske fundamentale ideologiske tanke – at enhver er sin egen lykkes smed og alle kan gå fra at være avisdreng til milliardær – masseres ind i vores tankegang gennem offentligheden. Arbejdsløse skal bare finde et arbejde, hvis de vi ud af ledigheden. Det samme gælder andre på bunden af hierarkiet. Sælg din arbejdskraft, så skal du nok blive lykkelig. Og så snakker vi ikke om alle dem, der bliver rige, fordi DU arbejder, medens de bare skummer fløden.
Capac: Folkestyre ja det e jeg enig i, men det kræver så man ved hvad man styre efter, og ikke kun styrer efter kortsigtede mål, eller mere af et elle andet tilfældigt, det kan i min optik ikke være et mål i sig selv “mere”, nej det kræver man ved hvad målet er, og det er det, man tilstræber at nå .
Demokrati er som jeg ser det ikke målet, men et instrument der kan buges til at nå målet.
@Hugin: Som Johs. Sløk sagde, så var demokrati/folkestyre en dårlig styreform, men den bedste der findes. Og den kan kun realiseres, hvis de andre dele af samfundet også ændres -økonomien, produktionen, det sociale liv osv. Så det har lange udsigter. Til gengæld har vi udsigt til en SV-regering, som selv Lars Uløkke er bekymret over udsigten til (mindretalsregering…).
Capac: Folkestyrer ja det lyder da fint, men er det efterhånden ikke ved at være lidt af en sandhed med modifikationer når storbanker kan bestemme væsentlige dele af vores skattepolitik, Mærsk selv bestemmer hvor meget de skal betale i skat, lobbyisters indflydelse på politikken man fører, se blot på landbruget, så hvad er det lige folket bestemmer : farven på lokumspapiret eller hvad?
Et godt illusionsnummer, manna for folket, vi er røde, vi er hvide, vi er snart godt, ude at skide.
@hugins: Ja, netop. Folkestyre – det danske ord for demo-krati – er et smukt ideal. Men i Danmark sander det mere og mere til og afstanden mellem de 175 valgte og folket bliver større og større. Hvor slemt det kan gå, kan vi jo fx se i Amerika – landet som mange folkevalgte priser som et forbillede – hvor folket er splittet op i to uforsonlige lejre. Og det er ikke kun Trumps skyld. Nej, det er systemets skyld, som de også godt ved alle trumpisterne.
Herhjemme kommer vi ikke videre før vi får en løbende debat om, hvordan vi får øget folkets indflydelse på den til enhver tid førte politik. Og det vil også sige en debat om selve ideen om repræsentation. At en politiker kan repræsentere, hvad vælgerne vil. Tænk bare på alle partiskifterne eller dem, der løber fra deres valgløfter (var der nogen der sagde Mette Frederiksen!?). Repræsentation kan ikke bare være et spørgsmål om, at en folkevalgt gør sit bedste for at opnå resulater for sit parti. Den folkevalgte skal repræsentere sine vælgere. Og det er et kildent problem.
Og man kunne også spørge, om ideen om en regering hen over midten på nogen måde kan siges at kunne retfærdiggøres ud fra repræsentationstanken? Vil en egensindig Venstrevælgende industrilandmand kunne blive repræsenteret af en socialdemokrat, der vil lave høje CO2-afgifter, forbyde pesticider og andre kemikalier osv.? Vil en venstre-socialdemokrat kunne repræsenteres af politikere, der vil give skattelettelser til erhvervsliv og højtlønnede? Jeg har svært ved at se noget som helst folkestyre i den sammenhæng. Og man kunne blive ved.
Og så en tilføjelse: Jeg stemte ikke blank ved valget. Fordi jeg er tilhænger af folkestyre – hinsides dets danske udforming. Jeg tror på vigtigheden og rigtigheden af, at folket styrer landet. Og det er ikke det, der sker i den danske udgave.