Wilko Johnson fik i 2013 konstateret kræft i bugspytkirtelområdet. Han valgte at sige nej til kemoterapi og fik altså næsten ti år ekstra at leve i. År han brugte på at gøre det, han altid havde gjort, spille guitar og lave musik. Selv om han fik fjernet en kilostor tumor i 2014 lykkedes det ham blandt andet at få lavet det fremragende album Going Back Home sammen med the Whos Roger Daltrey. Et album, der vidnede om, hvad Wilko Johnson stod for musikalsk set: Et guitarspil med en særlig markant brug af riffs, der var både rytme- og solospil. En stil, der gjorde ham til at frontfigur i punkens substrat pub-rocken med pub-rock-bandet over dem alle, Dr. Feelgood (1971). Og som gjorde ham til en slags faderfigur for punkens mange gør-det-selv-guitarister.
Efter han forlod Dr. Feelgood i 1978 dannede han sit eget orkester The Wilko Johnson Band, der eksisterede frem til hans død. Og han nåede også at være med på det oversete her i bloggen omtalte album med The Solid Senders (1979). I efterskriftet efter Wilko omtales hans som en en vild guitarist med en særlig scenefremtoning og som en kantet person. Og det gjorde ham til et selvfølgelig valg for den efterfølgende rebelske punkgeneration.