Så skete det, der var til at forudse. Enhedslisten og Alternativet blev sat uden for døren i de fortsatte forhandlinger om en mulig regeringsdannelse. Længe har man kunnet mærke, at Enhedslistens rolle som socialdemokratisk regeringsgrundlag har passet Mette Frederiksen rigtig dårligt. Og så fik hun ideen om en ‘regering hen over midten’. Og det kan jo kun betyde, at Socialdemokratiet ønsker at danne regering med højrefløjens borgerlige partier, primært det største borgerlige parti, Venstre. Og i de kommende uger er det så dem, der skal forhandle – medens det rød-grønne flertal er sat uden for indflydelse, og det stærkt splittede borgerlige Danmark også må kigge bekymret til. For Venstres formand, ham Ellemann, har jo på det just afholdte årsmøde for partiet gjort det klart at Venstre ikke satser på den såkaldte “blå blok”.
Hvad så? Alt tyder på, at Mette Frederiksen og Ellemann Jensen går i regering med hinanden. Og så er spørgsmålet: Hvad vil det komme til at betyde for alle de store politiske, akutte problemer? Klimaet? Inflationen? Udenrigspolitikken (ikke mindst Ukraine-konflikten)? Velfærden?
Der er ikke meget, der taler for, at en sådan regering vil få en særlig lang regeringsperiode. Dertil er de grundlæggende ideologiske holdninger for store, og det er svært at forestille sig, at de to store partier vil æde voldsomme kompromisser, når det kommer til grundholdningerne, og med hensyn til de nødvendige reformer, der skal til for at løse nogle af problemerne. Dertil kommer, at der vil være en “rød-grøn” opposition og en “blå” opposition, der vil gøre alt, hvad de kan, for at gøre regeringens handlemuligheder så ringe som mulig.
Socialdemokratiet har i mange, mange år været et reformistisk parti. Det vil sige et parti, der – på godt og ondt – har forsøgt at lave kompromisser, der tilgodeså både arbejdernes og arbejdsgivernes interesser. Og reformismen har trukket partiet mere og mere mod højre. Socialdemokratiet har for længst – selv om de påstår noget andet – forladt den såkaldte “venstrefløj” og placeret sig til højre. Det skete ikke mindst, da Thorning Schmidt gjorde den Tony Blairske nyliberalisme til socialdemokratisk politik i skikkelse af Bjarne Corydon. Og nu tager Mette Frederiksen så det næste skridt mod højre med sin midter-regerings-plan.
Velkommen til mit politiske mareridt.
Capac: Det er jo søgeligt at skulle høre på mennesker, socialdemokrater og stort set den samlede Danske verdenspresse, der ikke kan kende forskel på højre og venstre og er så farveblinde at man heller ikke kan se foskel på rødt og blåt, og mener at en samling af stort set den samlede Danske højrefløj kan være noget der kommer i nærheden af noget man kan kalde hen over midten, nej det er en højredrejning af dimensioner.
At mene at socialdemokratiet er rødt kan kun den Danske verdenspresse mene, det var de måske da Louis Pio var en del af socialdemokratiet, men siden da er man kun gået mod højre.
Men Mette Frederiksen er trods alt ikke den første socialdemokrat der har røvrendt befolkningen, så meget skal hun da have.
De løber jo så stærkt mod højre at man ikke kan se deres røv for bare skosåler, og jeg vil da håbe de får som fortjent ved næste valg.
Klimapolitik bliver nok det man før i tiden ville kalde, det er en by i Rusland.
@Hugin: Ja, pressens kategoriseringer – højre-/venstrefløj, blå/rød – er i hvert fald problematisk. Der er vist aldrig nogen journalist, der har gjort sig den banale umage, at forsøge at definere, hvad der menes – fx med at kalde Socialdemokratiet, Socialistisk Folkepart eller sågar Radikale Venstre for “røde” eller “venstreorienterede”. Og det bliver jo ikke bedre af, at Mette Frederiksen overtager den ret meningsløse kategorisering med sin tale om “midten”. Det afslører blot hendes bagvedliggende intentioner: At danne regering med Fanden selv i form at Venstre (måske plus et par af skyggepartierne). Vi kan bare håbe, at hun brænder fingrene gevaldigt på dette forsøg på at gøre Anker Jørgensens manøvre efter. Dengang holdt det i 18 måneder. Denne gang?