Pernille Skipper, der ikke længere er politisk skipper på Enhedslistens skib, slår i et debatindlæg i Politiken til lyd for, at partiet skal moderniseres. Baggrunden for indlægget er den kendsgerning, at Enhedslisten gik fire mandater tilbage ved det just afholdte folketingsvalg, og det til trods for, at partiet har haft stor indflydelse og fået meget igennem under den afgåede socialdemokratiske regering. Og årsagen til tilbagegangen mener Skipper at se i selve partiet, der stadigvæk er organiseret som det venstrefløjsparti, det var i halvfjerdserne. Med alt hvad det indebærer af hektisk mødeaktivitet, regler og procedurer, i stedet for “at udvikle politik, tale med mennesker og ikke mindst overbevise folk om, at Enhedslisten både er visionært, tillidsvækkende og ikke mindst i stand til at forandre Danmark og verden til det bedre”, som det hedder i et referat af artiklen.

Umiddelbart lyder det da ganske tilforladeligt og rigtigt. Men jeg er alvorligt bange for, at den modernisering, som Skipper gør sig til talskvinde for, er en snigende socialdemokratisering, som hele tiden udgør en trussel mod venstrefløjen. En bevægelse i retning af den “midte”, som fru Frederiksen plæderer for, og som var lige ved at tage livet af Socialistisk Folkeparti, da de gik i regering med Frederiksens forgænger, Thorning Schmidt. Det kan godt være, at mange møder, procedurer og lignende partiinterne discipliner, kan få nogle yngre vælgere til at se væk fra partiet. Men disse aktiviteter er også udtryk for et parti, der indadtil dyrker det demokratiske element. Og det er jo lige netop i den kontekst – partidemokratiet – at den politikudvikling, som Skipper efterlyser, skal ske. Det er helt klassisk venstrefløjstænkning, at det er partiets basis, der gennem diskussioner og møder osv. genererer den politik, som partiet skal stå for – udadtil. Så jeg er alvorligt bange for, at Skipper, der jo har stået for det udadvendte, offentlighedsøgende som politisk ordfører (uden at glemme alt det forhandlingsarbejde, hun også har leveret på tinge og andetsteds), giver næring til en socialdemokratisering af partiet. Det vil sige en udvikling, hvor partiet i højere grad skal fungere som de øvrige partier til højre for Enhedslisten med kompromissøgende politik, dyrkelse af partiets stjerner i offentligheden og i sidste ende blive endnu et regeringsleflende parti à  la Radikale Venstre. En sådan udvikling må  Marx, Lenin og alle socialister forbyde.