Den har været længe undervejs, men nu er den her – Bob Dylans bog om den moderne sang The Philosophy of Modern Song. Så vidt jeg kan læse mig frem til begyndte den gamle sangskriver at forfatte bogen tilbage i 2010. Og så må vi se, om den har været værd at vente på… I hvert fald er det oplagt læsning, hvis man mest af alt interesserer sig for Dylans tanker om den der kunst, det er, at skrive sange. Og han må jo vide noget, skulle man tro. Det vil vise sig, for jeg har kun læst første kapitel.

Men det slog mig, at bogen er velsignet med nogle særdeles godt fotos. Fx forsiden hvor Littel Richard står sammen  med to andre musikere (som jeg endnu ikke har identificeret) eller bagsiden (smudsomslagets), der viser en gammelsdags pladebutiks skanke, hvor en ung mand er ved at købe en plade med Kid Ory og en ekspedient står med et album med Billie Holiday i hænderne. Eller – endnu bedre – det første foto inde i bogen som viser en ung Elvis Presley, der står i en pladeforretning og kigger på en udstillingsvæg med lutter albums (Little Richard, Harry Belafonte, Elvis selv og mange flere). Det foto har jeg vist ikke set før, og det er med til at give en særlig stemning i bogen. at sådanne fotos er med.

Ellers slår det mig – som en lovende optakt – at bogen er dedikeret til selveste Doc Pomus, en af mine sangskriverhelte.

Nå, men Dylan lægger ud med en omtale af Bobby Bares klassiker “(I wanna go home to) Detroit City”, som han laver en fin tekstanalyse af. Her er den i en udgave fra norsk tv, Oslo 1964. Det lover godt for resten af bogen, som også skulle være ude i en dansk oversættelse allerede og være anmeldt af Klaus Lynggaard i Weekendavisen den 4. november under rubrikken Storhed og dårskab. i