Det er blevet køligere. Ikke ligefrem koldt (sokker i skoene har jeg ikke fået endnu…), men køligere end de foregående sensommermilde dage her i den jyske hovedstads forstad. Og så er det med at finde noget musik, der passer til den situtation og grå stemning. Og hvad kan være bedre end Tom Waits!?

Det er efterhånden længe siden, vi har hørt nyt fra den nu 72-årige Waits. Han har vidst brugt de senere år på at spille filmroller og ved siden af medvirke på diverse opsamlingsplader, men ikke på at skabe ny musik i eget navn. Så derfor må vi gribe tilbage i mandens værk. Og hvorfor ikke gå langt tilbage til dengang, han hyggede sig med natteravnene på the diner i 1975. Her får vi den der særlige blanding af beat-poesi, stand-up-snak og jazzzz, der gjorde Waits til et navn dengang i de sprøde halvfjerdsere, hvor jeg første gang mødte ham i en lille klumme i Rolling Stone og tænkte, at her var der vist noget nyt og anderledes, jeg måtte lytte til. Og sådan blev det.