Så heldig kan man altså også være. I affaldet ligger Jeff Lynnes debutsoloalbum Armchair Theater (1990) i fineste form (mint, near mint) og med velholdt cover og indercover. Sådan en plade, jeg sagtens kunne have købt dengang den udkom, hvis ikke andre jordnære ting som børneopdragelse og familieliv havde optaget min tid og opmærksomhed. Jeff Lynne, der blev grebet af Beatlemania som ganske ung og allerede i 1963 forsøgte at omsætte inspirationen til musik i The Andicaps og The Chads, men først for alvor gjorde opmærksom på sig selv, da han fandt sammen med musikeresset Roy Wood i Idle Race, der blev det substrat på hvilket The Move voksede op. Og med Move slog Lynne for alvor sit navn fast i den store offentlighed. Og sammen med Wood  ville han videre og sammen kreerede de Electric Light Opera, der vist ikke kræver den store præsentation. Og Electric Light Orchestra, der stadigvæk er aktivt som band, var og er et fint udtryk for, at Beatlemania ikke har sluppet sit tag i Lynne. Og skulle man være i tvivl om den gamle kærlighed, så slog han for alvor den tvivl ihjel, da ham sammen med George Harrison, Bob Dylan, Tom Petty og Roy Orbison lavede Travellin’ Willburys. Og Lynne understregede sin Beatlemani ved at indlede et tætt samarbejde med Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr omkring deres Anthology-projekt i 1990’erne.

Og oven i alle disse projekter havde Jeff Lynne også overskud til at lave – foreløbigt – to album Debuten Armchair Theater og Long Wave (2012). Og det er altså førstnævnte, jeg har suppleret min lille pladesamling med.

Et fint album, hvor Lynne får hjælp af medlemmer fra Electric Light Opera og selveste George Harrison på guitar og vokal. Men også af Mette Mathiesen – ex-Miss B Haven – på trommer og slagtøj. Pladen er fuld af solide poprocksange fra Lynnes hånd og den burde havde fået større kommerciel succes end tilfældet var. Det er en plade, der helt sikker er og vil være collector’s item blandt musikelskere, der er infiricert af Beatlemania, og pladesamlere i almindelighed.