I skrivende stund er den russiske præsident Putin ude på de store medier for at forsvare og definere sin seneste handling i konflikten mellem Ukraine og Rusland – afstemningen om tilhørsforhold i de østlige områder af Ukraine, Donbas-området. Og han citeres for at sige, at ‘vi vil forsvare os med alle midler’. Og i mine gamle ører, der har været med siden tiden før den såkaldt kolde krig, betyder det vel, at også kernevåben kan komme på tale, hvis ikke krigslykken går Putins vej. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på både den tyske intellektuelle Hans Magnus Enzensberger og den amerikanske matematiker og sangskriver Tom Lehrer, der begge på hver deres måde tog mødommen på den såkaldte angst for en atomkrig ved at pointere, at mange af os nok ikke var så ængstelige som politikerne gerne ville have, men i stedet tænkte: hvis det skulle ske, så gælder det os alle sammen. We will all go together, when we go. Lidt den samnne logik, som gælder, når talen falder på den stadigt tydeligere klimakrise. Alt tyder på, at vi om føje år vil komme til at mærke effekten af en livsform med overforbrug, afbrænding af fossil brændstof og hensynsløs udnyttelse af naturen omkring os. Og det vil gælde os alle – både os i de velbjergede vestlige lande og dem, der i forvejen mærker verdens ulighed i syd og øst.

Selvfølgelig er Putins udmelding en taktisk udmelding i en krig, der ikke kun føres med militære midler, men også med alle andre midler, herunder de retoriske. For Putin siger det jo ikke direkte: Vi vil bruge atomvåben. Han overlader det – snu som han jo er – til os herovre vestpå til selv at drage den slutning: Så vil han altså bruge atomvåben. Og det vil medføre endnu en eskalering af konflikten i form af vestlige sanktioner og øget militærhjælp til den ukrainske hær. Hvor der allermest er brug for at lytte til Kina, Indien og Tyrkiet og fremtvinge fredsforhandlinger – få diplomaterne til at arbejde, sluge kompromissernes bitre frugter og få os alle til at koncentere os om det der virkelig gælder: At aflevere en jord, der er beboelig og værd at leve på – for vores børn, børnebørn og efterkommere.

Og så undskyld en gammel mands naive betragtninger. Kan du ikke lide dem, så find en anden blogger at læse….