Bortset fra et live-album fra 2019 (men optaget i 1977) og noget opsamling, så er det lidt pauvert, hvad vi har hørt fra den mere end ferme sangskriver og musiker Billy Joel. Og det har da været ren nydelse at genhøre hans opus fra 1983 An innocent Man.

For nylig indkøbte jeg en opdateret udgave af mandens hovedværk The Stranger (1977). Men ellers var det albummet fra 1982 The Nylon Curtain, der for alvor åbnede mine ører for denne fine sangskriver. Med sange som “Allentown” –  en hyldest til den amerikanske arbejderklasse – og “Goodnight Saigon” – en sang om Vietnamkrigen – overbeviste han mig om, at han var en seriøs konkurrent til ham der Bruce Springsteen.

Men nu er jeg så kommet i besiddelse af opfølgeren An innocent man. I en velholdt vinyl, indkøbt i en genbrugsbutik (efter først at være erhvervet hos Robert Music oprindeligt til en pris af kr. 99,50 kr.). Og på det velholdte cover sidder Billy Joel – i sort-hvid-fotografering – på en trappe og signalerer, at vi befinder os i en tid før firserne. For pladen er en smuk hyldest til den musik, Billy Joel voksede op med – halvtredsernes og de tidlige tredseres doo wop, soul og sangskriverpop. Joel havde været gennem en skilsmisse og den nedtur sendte ham tilbage til den livsgivende pop, han var vokset op med. Og pladen er netop en demonstration af ,hvad musik kan gøre ved ens følelsesliv. Personlige, men ikke private, sange, der giver lytteren mulighed for identifikation og medleven.

Ikke underligt tog kritikken rigtig pænt mod pladen med dens ti meget iørefaldende popsange. Og den solgte også rigtig godt og gjorde sig godt på hitlisterne.

Og at lytte til denne fine plade i fineste form er en påmindelse om, at Billy Joel mangler på tidens aktuelle scene som en af den tids store sangskrivere.