Coveret har et lille klippet hak for oven, hvilket tyder på, at den er erhvervet under et udsalg. Ellers er coveret intakt, og det samme er vinylen (en amerikansk presning) i en afspillelig, god tilstand.
Albummet Behind the mask er gruppens femtende og det første, hvor Lindsay Buckingham for første gang var ved at trække sig ud af sammenhængen og blev erstattet af guitaristerne og sangskriverne Billy Burnette og Rick Vito. Ikke at det gjorde den store forskel på gruppens lyd. Det er stadigvæk Christine McVie og Stevie Nicks, der trækker det store læs på sangskrivningssiden. Og man kan ikke høre, at der var opløsningstendenser i bandet som resulterede i, at Stevie Nicks og Rick Vito efterfølgende gik deres vej. Pladen solgte ikke så godt, som kollektivet var vant til, selv om det da blev til platinsalg og et førsteplads i Storbritannien. Men pladen tilhører Fleetwood Macs post-storhedsperiode. Og kritikken var delt mellem dem, der begræd Buckinghams fravær, og dem, der mente, at Fleetwood Mac havde fundet en ny kollektiv lyd.
Lyttet til på afstand så fremstår pladen som en sympatisk plade med dominans af McVies og Nicks blide og sentimanetale sange og en snert af firserstadionrocklyd i kraft af, at der nu er seks medlemmer i udtrykket.
Da pladen udkom havde jeg forladt Fleetwood Mac til fordel for andre navne, men nu er pladen så alligevel landet i min lille samling, hvor den får lov til at blive.
Capac må jeg have lov til at komme med et forslag til en sang: Leonard Cohen First we take Moscow then we take Beijing.
USA’s proxy krig i Ukraine og deres vådeste drøm.
@Hugin: Ja, Cohens sang er stadigvæk aktuel og rammende, når det gælder “tidsånden”.