Næste vinyl i rækken af vinylfund er bandet Gap Band og deres hit fra 1986 “Big Fun” i en meget velholdt udgave med originalt cover og en velholdt vinyl uden ridser, skrammer og snavs. Og i en ordinær syvtommer-udgave (ikke som på billedet en maxi-single) med den originale “Big Fun” på A-siden og en Serious Dub Mix på B-siden.
Gap Band har bestået siden 1967 og har 30 albums på samvittigheden. Og bandet styres af brødrene Charlie, Ronnie og Robert Wilson. Og de spiller opfindsom, fængende, dansant R&B og funk. Oprindeligt kaldte de sig “Greenwood, Archer, and Pine Band” efter de gader, hvor de var opvokset i Tulsa, Oklahoma. Men det var for besværligt, så de forkortede det til Gap Band. Deres to første album blev produceret af selveste Leon Russell (der måske er bedst kendt fra sit samarbejde med Joe Cocker), men det lykkedes dem ikke at lave noget salgbart. Først da de kom til produceren Lonnie Simmons og dennes Total Experience Productions begyndte der for alvor at ske noget. Og gennembruddet kom med et eponymt album fra 1979, hvor både album og singler kom på hitlisterne derovre.
“Big Fun” er fra gruppens album Gap Band 8 og er fra en periode, hvor bandet slog igennem i Storbritannien, og singlen nåede en fjerdeplads på singlehitlisten.
Gruppen har været aktiv helt frem til 2010, men to af brødrene er døde. Med til gruppens omdømme hører, at David Grohl har fortalt, at trommespillet i indledningen af Nirvanas “Smells like teen spirit” står i gæld til trommerne i Gap Band.
Hvorom alting: Endnu en fin single til min lille singlesamling – fra en tid og en stil, jeg ikke har dyrket for alvor.