Han var en af koryfæerne i halvtredsernes og tressernes, franske nye bølge af film. Og den mest radikale og kompromisløse. Med sine tidlige film gjorde han op med alt – filmsproget ikke mindst. Han var radikal og hans film blev stadigt mere politiske – til mange borgerlige kritikeres store fortrydelse. Men Godard var ligeglad og fortsatte med at skabe film, der altid skabte debat. Helt frem til sine allersidste film Film socialsme (2010), Adieu au langage (2014) og Le Livre d’Image (2018).

Som kollegerne Truffaut, Chabrol og Rivette gjorde han meget ud af at skrive om film i sin unge år. Det var en slags studie i filmens æstetik, der siden hen gav ham og de andre værktøjer til at gentænke og forny filmens sprog. Og som Truffaut var Godard en stor ynder af de klassiske amerikanske Hollywood-film – især Howard Hawks og Otto Preminger – på bekostning af nyere film. Og så øvede han sig ved at lave en række kortfilm, der gav forsmag på hans løse, nærmest skødesløse stil. Og godt hjulpet på vej af vennen Francois Truffaut, der var brudt igennem, fik Godard sit gennembrud – og Cannes-filmfestivalens førstepris – med filmen Åndeløs(1960) med Jean Paul Belmondo i den mandlige hovedrolle og Jean Seeberg i den kvindelige.

I nekrologerne over Godard gøres der meget ud af, at han fik hjælp til at dø, fordi han var meget syg af adskillige lidelser (og boede i Schweiz, hvor dødshjælp er tilladt…). Og det fortolkes som udtryk for mandens kunstsyn. Den galej hopper jeg ikke på. Kunsten er sin egen virkelighed.