Der er en lang traditioner i filmkunsten for såkaldte retssagsdramaer, hvor en stor del af handlingen foregår i – ja – en retssal. Og disse film, hvoraf mange har været amerikanske, har et vist ry for at være ganske kedelige, hvilket er en kvalitet, man helst ikke skal hæfte på en film. Men heldigvis er der gode undtagelser. Og en af dem blev i går aftes vist på DR2, nemlig den tyske filmatisering af Ferdinand Sirachs roman “Sagen Collini“.

Filmen er, til trods for, at den fortælles i et roligt tempo og med en umiskendelig tysk stemning over sig, rigtig spændende og underholdende. Fordi den er meget mere end et retssalsdrama med en simpel sag. Plottet er, at en veletableret, kendt forretningsmand, Hans Meyer, bliver brutalt skudt og mishandlet på sit hotelværelse af den italienske mand Fabrizio Collini. Tilsyneladende et simpelt mord og en lige så simpel tilståelsessag. Men den unge advokat Caspar Leinen, der har tyrkiske rødder og har haft en ungdomskærlighedsforhold til Hans Meyers barnebarn og som er blevet beskikket som Collinis forsvarer, kommer på sporet af en helt anderledes kompleks historie bag mordet. I første omgang vil den anklagede Collini slet ikke tale med sin forsvarer, men Leinen aner, at mordet på Meyer har rødder tilbage i Collinis fortid i Italien. Og selv om han modarbejdes både af anklageren og Leinens gamle lærer Richard Mattinger, af Meyers barnebarn og alle andre, så graver han sig stille og roligt ned i forhistorien, godt hjulpet på vej af sin stedfader og en italienskstuderende pizzariaassistent, og finder frem til en historie om en nazistisk massakre på indbyggere i den landsby, hvor Fabrizio Collini voksede op, herunder Fabrizios fader.

Og ikke nok med det. Filmen tager endnu en interessant drejning, da Leinen finder ud af, at Fabrizio allerede tilbage sidst i tresserne sammen med sin søster havde forsøgt at få Hans Meyer, der stod i spidsen for massakren som officer i Waffen-SS, dømt for sin forbrydelse, men at sagen var blevet afvist. Og at afvisningen skyldtes en relativt ny lov – kaldte Dreher-loven – der havde til formål med tilbagevirkende kraft at frikende sådanne nazistiske forbrydelser.

Det er filmens (og romanens styrke, at den stille og roligt opruller en af de største skandaler i efterkrigstidens Tyskland. En skandale, der med al ønskelig klarhed demonstrer, hvor svært det har været for det moderne Tyskland at bearbejde den nazistiske fortid, og også at overvindelsen og opgøret med nazismens ideologi og mentalitet langt fra var afsluttet med retsopgøret umiddelbart efter krigen.

Filmen har fået knubbede ord med på vejen fra kritikken, blandt andet i det førende tidsskrift Ekko, fordi den har ladet sig inspireret af den amr. Et spørgsmål om ære (1982) og fordi den ikke i alle facetter lykkes med fortællingen. Men det synes jeg er smålig kritik, set i lyset af, hvilken vigtig historie filmen bringer frem i lyset. En historie, der på uhyggelig måde bringer det tyske opgør med nazismen helt frem i nutidens lys, hvilket er vigtigt, fordi der altid er en mulighed for, at et samfund ender i fascisme og nazisme.

Filmen kan vist stadigvæk ses på DRs hjemmeside – eller på bibliotekernes Filmstriben. Og den kan kun anbefales varmt.