En dronning takker af i en alder af 96 år. I 70 år har hun været dronning og levet et liv i største rigdom. Og så dør hun en stille død i sin sommerresidens i Skotland. En simpel nyhed, der burde være forståelig for enhver med øjne og ører i hovedet.

Alligevel kaster journalisterne ved DR og TV2 sig over denne spinkle nyhed som gribbe over et såret dyr, rydder hele programfladen på de to kanaler, inviterer en række kendte mennesker – især journalister og folk med en eller anden relation til det royale miljø – i studiet eller til online-interviews, malker arkiverne for billeder og filmklip med den afdøde og hendes nærmeste, laver voxpop-interviews og så videre og så videre. Kort sagt: Koger suppe på den tyndeste suppepind i mands minde. Og det i en verden, hvor der er nok af dybt alvorlige problemer – krig, økonomisk krise, energikrise, hungersnødskriser, klimakrise med meget mere. Og uden at stille et eneste kritisk spørgsmål til det engelske kongehus’ problematiske rolle i Englands historie gennem de seneste hundrede år.

Man må med Steffen Brandts ord virkelig spørge: Hvor er vi på vej hen? I pressen ikke mindst. Hvad er det for en presse, vi har? Har vi en presse, der matcher den virkelighed, vi lever i? Har vi en presse, der leverer de nyheder, informationer og oplysninger, vi har brug for i den verden, vi lever i lige nu?