Måske kan man lægge noget i det forhold, at DR genudsender en engelsk serie, der havde dansk premiere på TV2!? Måske siger det noget om udviklingen i den gamle kriseramte, såkaldte public-service-institution!? Men lad nu det ligge. I hvert fald ruller serien nu på DR2. Første afsnit løb over skærmen i sidte uge og afsnit 2 kan ses i aften kl. 21 – eller på DRs hjemmside. Og serien er seværdig af årsager, som jeg beskrev dengang den havde premiere. Her i en lidt opdateret og modificeret udgave:

“DR2 viser samtlige tre afsnit af den engelske miniserie A Very English Scandal. Serien bygger på en bog af John Preston med samme titel.

Og den skandale, der henvises til, er skandalen om den liberale, engelske politiker Jeremy Thorpe, hvis politiske karriere ødelægges af en sag om et homoseksuelt forhold til en yngre mand ved navn Norman Josiffe. Når serien er værd at bruge små tre timer på, så er det dels, fordi det vitterligt er en meget engelsk skandale. Og dels, fordi hovedrollen, der bestrides af ingen ringere end Hugh Grant, er intet mindre end fremragende.

Hvis man som jeg har haft et lidt anstrengt forhold til skuespilleren Hugh Grant, der især er kendt for en række charmerende roller i lette komedier, hvor han har spillet samme type (attraktiv ungersvend og ungkarl, der roder sig ud i nogle romantiske forviklinger) – som fx Fire bryllupper og en begravelse og Notting Hill – så er det en udelt fryd at se den nu aldrende, markerede Grant spille en homoseksuel politiker, der fanges i et politisk og moralsk spil og fældes af det.

Det hjælper selvfølgelig også, at serien er instrueret af ingen anden end den garvede Steven Frears, der formår at skildre den særligt engelske udgave af politisk establisment og dets ambivalente forhold til homoseksualitet, der på den ene side – internt mellem politikerne og deres embedsmænd – accepteres og debatteres (fx i en indledende scene, hvor Thorpe diskuterer med en anden mand om, hvor stor en procentdel homoseksualitet, han udgør – 80%), og på den anden side offentligt fordømmes som sodomi.

Hugh Grant formår at fremstille Thorpe som det sammensatte menneske, han formodentlig var, så man både får sympati for manden og forstår hans moralske kvababbelser. Og samtidig får man et fint indblik i, hvordan engelsk politik kunne være og tage sig ud i tresserne og halvfjerdserne – og måske også nu til dags…”