Mere filmoplevelse: Den blomstertid nu kommer (The Unthinkable), 2018

Author:

DR tog sig lidt sammen i fredags og sendte den svenske film Den blomstertid nu kommer fra 2018. Den har fået den engelske titel The Unthinkable.

Det er en mærkelig film. En blanding af romantik og fremtidsfilm (science fiction, om man vil). En ung mand vokser op i et hjem, hvor faderen lider af konspiratoriske tanker og er aggressiv og voldelig. Og det ender med, at konen og sønnen forlader ham. Den unge mand når inden da at få et potentielt kæresteforhold til en ung pige, som han deler musikinteresse med.

Da den unge mand kommer til byen sker der ting og sager. Terroraktioner, vist nok med IS som afsender, og uidentificerede angreb. Noget kommer udefra og truer livet i det svenske. Regnen er kontamineret med noget, der får folk til at miste hukommelsen og blive bindegale.

Plottet er lige så diffust og uklart, som ovenforstående korte beskrivelse antyder. Og helt i tråd med denne uklarhed er slutningen også.

I sine bedste passager kan filmen minde lidt om Lars von Trier, når han er i sit mest syrede og fabulerende hjørne. Og man kan ikke fratage filmen en særegen stemningsfuldhed i de dystre scener, hvor hovedpersonen flygter fra angriberne og forsøger at redde sin forsvundne kæreste.

Men selv om man skal have en stor forståelse for det uforståelige, når man ser science fiction, så synes jeg, at denne svenske film er lidt langt ude. Og det hjælper ikke på sagen at give den den engelske titel, det utænkelige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *