Udsigten til et timelangt indslag med tre såkaldte statsministerkandidater i åben duel, fik mig hen til dvd-afspilleren. Fruen havde været forbi den lokale dvd-pusher og havde købt Martin Campbells film Memory med Liam Neeson i hovedrollen.
Hvis man kender blot lidt til Liam Neesons præstationer på det hvide lærred de seneste par årtier, så vil man vide, at han er gået i fodsporet på række af amerikanske skuespillere, som har fremstillet moderne udgaver af den gamle ensomme hævner i cowboyfilmene. Og det er lidt den samme model, Neeson modellerer på i Memory. Der er dog et lille nyt krydderi på plottet. Denne gang er han en erfaren, effektiv lejemorder, Alex Lewis, med både samvittighed og en snigende Alzheimer.
Lewis har fået til opgave at slå to mennesker ihjel, en mand og en mindreårig pige. Manden afliver han med vanligt effektivitet og præcision. Men pigen vil han ikke aflive. Man slår ikke børn ihjel er Lewis’ dogme. Og det gør ham selv til genstand for forbrydernes interesse. Bortset fra det med Alzheimer-sygdommen så er filmen på ingen måde nytænkende eller specielt interessant, men nærmest en gennemsnitlig udgave af den slags action-film. Både forudsigelig og lidet original i plot og realisering. Seværdig som gennemsnitlig underholdning og alt andet lige mere interessant til triumviratet Frederiksen, Pape og Ellemann.