På nettet læser jeg, at et af de engelske ord, der er ved at snige sig ind i det danske sprog, er ordet “rant”, der betyder en ophidset, indigneret, passioneret enetale om en sag eller et emne. Vi har ikke et præcist, dækkende danske ord for “rant”. Men kunne måske konstruere et…!?

Nå, men i hvert fald fik jeg trang til at føre en enetale om dette hersens valg, som de borgerlige partier i folketinget betragter som en selvfølge, medens den socialdemokratiske regering indtil videre lader som om at alt er som det plejer. Selv om regeringens handlinger – nye tiltag som kriminalitetspakker og stramninger på udlændingeområdet – taler deres tydelige sprog om, at Mette Frederiksen og Co. godt ved, hvad der er i vente lige om lidt…

Nå, men lad os begynde med begyndelsen. De Radikale Venstre med den små Sofie Carsten Nielsen i spidsen har været del af regeringens parlamentariske grundlag indtil for ganske nylig, hvor samme Nielsen benyttede den såkaldte mink-sag til at forsøge at male Mette Frederiksen op i et hjørne med truslen om at bringe regeringen i mindretal og dermed fremkalde et valg, hvis ikke Frederiksen selv tog initiativ til det inden starten på den nye folketingsperiode. Efter min mening er det ikke Fredriksen, der er blevet malet op i et hjørne, men derimod Det Radikale Venstre selv. For det første har Nielsens udmelding og krav gjort det umuligt for partiet at udgøre et parlamentarisk grundlag for Socialdemokratiet efter et kommende valg. For det andet har de borgerlige ladet os forstå, at de ikke betragter Det Radikale Venstre som en del af deres regeringsgrundlag. Ergo hænger Nielsen og Co. og svæver, og man kan forvente at vælgerne nok vil være mindre tilbøjelige til at sætte deres kryds dér.

For det andet så har Mette Frederiksen bragt sig i en dum situation. Efter at have fået nærmest folkelig opbakning for sin og regeringens håndtering af coronakrisen, har hun tabt porcelænet på gulvet. Den såkaldte mink-sag har Frederiksen ikke formået at håndtere til sin egen fordel. Efter min mening burde hun, da det blev klart, at hendes regering handlede uden lovhjelm, altså u-lovligt, have taget konsekvensen og ikke bare fyret Mogens Jensen og afventet kommissionens redegørelse, men have udskrevet valg for at rense luften. På den måde ville hun have vist, at hun tog det ansvar på sig, som hun faktisk har som regeringens leder, og overladt til vælgerne og bestemme, om hun og regeringen skulle fortsætte en periode mere. Det ville også have taget luften ud af den borgerlige kritik, der nu kører videre som baggrundsstøj for den kommende valgkamp. Frederiksen kunne i bedste fald have sikret regeringen endnu en periode, men har valgt en strategi, der snarere vil efterlade Socialdemokratiet med endnu mindre vælgerstøtte end nogensinde før og uden den store udsigt til at kunne etablere et parlamentarisk grundlag (fordi Radikale Venstre er utiliregnelige). Og bedre bliver det ikke af, at Mette Frederiksen har været så letsindig at tale for en regeringsdannelse ‘hen over midten’. Dette forslag taler mest af alt om Frederiksens erkendelse af, at hun ikke formår at føre regering på et grundlag, hvor hun skal give indrømmelser til Enhedslisten og SF, og at hun godt ved, at hendes eget parti ikke står til synderlig fremgang ved et kommende valg.

I den såkaldte blå blok derimod vejrer man morgenluft. Uvist af hvilken årsag – bortset fra den, der handler om personfiksering – står det Konservative Folkeparti til væsentlig fremgang og oven i købet at overhale konkurrenten Venstre i tilslutning, hvilket har givet partiformand Søren Pape Poulsen smag for statsministerposten. At de konservative så ikke har leveret noget politisk, som skulle kunne retfærdiggøre en fremgang og en evt. politisk sejr ved at valg, er en anden, deprimerende kendsgerning. At Pape så midt i persondyrkelsens rampelys har trukket gamle krikker som afskaffelse af topskatten (der med Papes ord er “marineret i misundelse”) af stalden – ja, det understreger bare, hvor absurd de konservatives popularitet er.

Over for Pape står så Jakob Ellemann-Jensen , der stadigvæk ikke har formået at overbevise andre end sine nærmeste støtter om, at han besidder evner til at lede partiet eller – for den sags skyld – landet. Sjældent har man set en så vag og ukarismatisk politisk leder i dansk politik. Han står med et parti, der nærmest er en skygge af sig selv efter Lars Løkke Rasmussens exit og efter flere markante politikeres afsked med det gamle parti, og der er ikke noget, der tyder på, at Ellemann junior vil blive den politiker, der formår at genoplive det gamle parti for alvor. Og hans drømme om at blive statsminister har Pape for alvor skudt langt ud i fremtiden.

Dertil kommer, at blå blok nærmest er atomiseret siden sidste valg. I stedet for at samle kræfterne omkring og i de to gamle partier – Venstre og Konservative – så er borgerligheden skallet af i småpartier, der kæmper om at være midterpartiet og om at overgå hinanden i traditionelle borgerlige mærkesager, især flygtninge- og indvandrerpolitiken. Og atomiseringen vil bestemt ikke gøre det lettere for blå blok at etablere en bare nogenlunde holdbar regering. Snarere vil man kunne forudse en konstant rivalisering og diverse hundeslagsmål.

Hvis ellers mit maleri er nogenlunde rigtigt – og det tror jeg selvfølgelig det er – så er der ikke meget at se frem til ved et kommende valg. Meget kunne tyde på, at vi får en borgerlig regering, og det er ikke, hvad vi har brug for i en tid, hvor klimakrisen for alvor kalder på resolut handling og hvor konflikten i Ukraine og den økonomiske krise i Europa og Vesten sætter store krav til en regerings evne til at tænke på almenvellet og sætte særinteresser i parantes. Velkommen til folketingsvalget.