Og så fik jeg da set Lisa Barros D’Sas og Glen Leyburns film fra 2013 Good Vibrations om pladebutikejeren med mere Terri Hooleys rolle i udviklingen af punk-rock-scenen i Belfast. Og den er en fremragende film. Både som fortælling om den enøjede Hooley, der satser alt på sin kærlighed til musikken – herunder den fremadbrusende punk – lige fra pengene til ægteskabet. Fordi han mener og tror, at der er noget, der er større end ussel Mammon og at punken er det, der kan neutralisere The Troubles (konflikten mellem katolikker og protestanter i Nordirland). Og som filmværk.
Den er fermt skruet sammen, skuespillet er godt og den formår at fremstille Terry Hooley som den idealist, han er. Oprindeligt en inkarneret socialist (med en endnu mere socialistisk far), der solidariserer sig med punkungdommens uartikulerede oprør mod alt og alle og med musikken som primært organ.
Filmen, der har fået mange kritikerroser, er en af den slags musikfilm, der lykkes med at skabe en loyal fremstilling af sit emne. Her idealisten Terri Hooley (i Richard Dormers gestaltning) og hans passion for punken. Og af de miljø, han bliver et epicentrum for. Inklusive de bands, han får under sine vinger. Rudi og Outcasts, der aldrig får pladekontrakter med store plademærker, men får heltestatus i lokalområdet, The Undertones, der formår at bryde igennem nationalt og internationalt, Stiff Little Fingers m.fl. Levende portrætter af vigtige navne i punkmusikken.
Jeg kan kun anbefale enhver med interesse for punk og for Nordirland at se denne film.