Undskyld mig. Jeg har det med at søge tilbage i tiden. Og det skete også i forrige uge. Anledningen var, at jeg havde set DRs første afsnit af serien Min sang til Danmark. Et i udgangspunktet fint og sympatisk projekt, hvor man beder femten danske kunstnere om at skrive en sang om vores fælles land Danmark. I første afsnit var det Anne Linnet, Stine Bramsen og Andreas Odbjerg, der havde takket ja og leverede en sang. Og alt andet lige så synes jeg, at det gik godt og lovende. De tre kunstnere valgte en vidt forskellig tilgang til emnet og – hvilket for mig at se var det mest opmuntrende – valgte at lave en personlig sang, der ikke lænede sig for meget op ad de nationalistiske sange, vi kender alt for godt. Det er sundt, at der er en kritisk od i sådanne sange, og det lover godt for de næste afsnit. Så tomlen op for DR, denne gang.
Men alligevel følte jeg mig pludselig hensat til dengang i halvfjerdserne (husker i det?), da unge mennesker under overskriften PUNK begyndte at lave gør-det-selv-musik og synge tekster, der gav samfundet fingeren. Jeg synes, vi har brug for sådan et uartikuleret, energisk lods i al pænheden nu i disse krænkelseskultur-, woke-, meetoo-, identitetspolitik-, midterpolotik-tider. Et kraftigt spark lige i nosserne, for nu at tale lige ud af posen og på proletarvis. Og derfor gjorde det godt, at jeg faldt over The Rezillos fra Scotland (1976-78, 2002-), der i 1977 og 78 var med til at artikulere den ungdommelige oprør mod ALT.
Opdatering: Og så er det lige at jeg læser på nettet, at Rezillos ikke blev betragtet som punk, men bare som new wave – vist nok, fordi de havde bedre sange end gennemsnittet. Never mind, som de siger derovre, for mig er de punk.