Sådan kan tingene falde tilfældigt sammen. En god ven skriver til mig om BBCs berømt-berygede bandlysninger af pop- og rocksangen gennem tiderne, og jeg selv læser videre i Barry Miles’ tykke McCartney-biografi og har netop passeret omtalen af Beatles’ Magical Mystery Tour og BBCs forhold til den. Også i denne festlige og fornøjelige film finder BBC noget, de vil udsætte for censur. Paul McCartney fortæller, at Paul Fox, lederen af den afdeling, der skal tage sig af visningen af filmen på tv, ønsker en bestemt scene fjernet. Nemlig den sidste, hvor skuespilleren Ivor Cutler og den kendte ‘tykke dame’ Jessie løber rundt på stranden til tonerne (i orkesterudgave) af “All my loving” og Cutlers fødder tegner et stort hjerte omkring Jessie. Men Fox mente, at scenen var fornærmende over for ældre mennesker. McCartney konstaterer tørt, at det var et tidstypisk eksempel på BBCs snerpethed, og de allerede havde bandlyst “I’m the Walrus“, fordi teksten omtaler en pige, der trækker underbuskerne ned. Og Miles mener, at scenen på stranden i dag vil blive opfattet som diskriminerende over for såvel tykke mennesker som ældre…