Slut med jazzen indtil videre. Men reolen byder på mere uudforsket musik. For eksempel den columbianske sangerinde Shakira og hendes syvende album Oral Fixation, vol. 2i (2005). Det er sangerindens andet internationale album, efter hendes store internationale gennembrud med Laundry Service (2001). Og ingen tvivl om det, hun synger godt, passioneret og med sans for, hvordan pop skal lyde i begyndelsen af det nye årtusinde. Og hun får hjælp af notabiliteter som gode gamle Carlos Santana, Wyclef Jean og Gustava Cerati. Noget andet er så, om det er noget for mig!? Hittet “Hips don’t lie” har da bestemt gammeldags popkvaliteter. Den er nem at huske og også at nynne med på. Men ellers ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal mene om Shakira.

Noget lignende gælder ex-Destiny-sangerinden Beyoncé og hendes andet album fra 2006 B’Day (Deluxe Edition). Det er en gennem- og velproduceret plade, der rendyrker den finslebne, gennemproducerede udgave af moderne soul-pop. Og ingen tvivl om, at Beyoncé forstår at synge i netop den stilart. Også hun får hjælp af – blandt andet – Shakira og andre mindre kendte navne. Som tilfældet er med Shakira, så er der tale om moderne pop, der i den grad tænker i mainstream-salg og fremtræden (Beyoncé smækre, brune krop får lov til at brede sig på alle siderne af den lille booklet, der er indlagt i cd’en. Men sådan er det jo, og heller ikke Beyoncé ved jeg, om jeg i længde kan forlige mig med at lytte til, selv om jeg da vil give den en chance til eller to. Men sådan er der jo så meget.