Videre i jazz-bunken fra forbrugersamfundets overskud. Næste skive er ingen ringere end Keith Jarrett og hans Paris Concert. På det ansete tyske kvalitetsplademærke ECM, anno 1990. Og så ved alle, der har hørt (om) Jarrett, at det drejer sig om pianoeet. Ganske vist figuterer Jarrett både som klassisk pianist og jazz-pianist. Men denne koncert trækker mest i retning af førstnævnte. En live-soloplade, optaget den 17. oktober 1988 i Paris.
Koncerten består af et mere end 38 minutter langt improvisationsstykke, October 17, 1988, og to kortere stykker, the Wind (6:32) og Blues (5:22) . Anmeldelserne er blandede. Lige fra det anerkendende, der lægger vægten på Jarretts ubestridelige virtuositet og musikkens abstraktion, til dem, der er skuffede i forhold til hans distance til hans oprindelige inspiration fra amerikanske musikalske rødder (gospel, blues og folk). Og man skal da også nok være hårdfør tilhænger af pianomusik og improvisation for rigtig at sætte pris på Jarretts krævende udfoldelser. Han er en af dem, der for alvor deler vandene.
Så er der unægteligt et spring til albummet fra 1993 Louis Armstrong with Oscar Peterson. Herb Ellis – Ray Brown & Louie Bellson. Guest Ella Fitzgerald. Vist ikke en officiel udgivelse, snarere en post-mortem-opsamling stykket sammen af ældre optagelser (nogle af dem fra 1950’erne) med de i titlen omtalte notabiliteter, udgivet i Europa på plademærket Sarabandas srl i serien Giants of Jazz (et plademærke, der åbenbart har specialiseret sig i den slags opsamlinger uden de store informationer eller den store redaktion.
Ser man bort fra det, så er det Armstrong som man kender ham bedst med fortolkninger af standards – fx af Arlen/Mercer, Gerschwin og Porter. Svært ikke at kunne lide, hvis man kan lide Armstrongs umiskendelige stemme og lige så markante trompetspil. Behageligt og ret så uimodståeligt. Så tak til ham, der lod denne plade leve videre hos mig.