Den næste jazz-plade, jeg fik i hænderne, stammer ikke fra storskraldet, men er et regulært indkøb. For et par år siden døde en af mine bekendte, en gammel studiekammerat, ved en faldulykke. En såre trist historie. Men han og jeg havde de senere år fået retableret ungdomsvenskabets bånd med hyppige  udvekslinge i brevform – både gammeldags og nymodens, digitale. Og i en af hans breve nævnte han, at han havde købt en brugt cd med Charles Mingus, Oh yeah”(1962), som lød som ‘ind imellem lød som det rene rock and roll’. Så da min gamle kammerat var lagt i jorden drev mindet og nysgerrigheden mig til at købe netop denne plade.

Jeg kender mestendels Mingus fra dennes samarbejde med Joni Mitchell på albummet Mingus (1979), hvor det meste af musikken er af Mingus.

Oh Yeah tangerer rigtignok rock and roll. Og det skyldes nok, at det er en plade, hvor jazz møder blues og slår gnister. Ud over Mingus selv medvirker notabliteter fra jazzens verden – som Rahsaan Roland Kirk (saxofon m.m.), Kimmy Knepper (trombone) og Dannie Richmond (trommer). Interessant nok spiller Mingus ikke bas, som han ellers plejer, men indskrænker sig til at synge på tre numre og ellers tage sig af pianoet.

Oh Yeah er 76-77 minuters løssluppen, improvisatorisk, energisk, givende og fascinerende jazz. Så er du advaret…