Efter fundet af pladen med Cat Anderson i går besluttede jeg mig for at kaste mig over jazz-sporet. For nogle af de plader, der kom mig i hænde via vores lokale storskrald, er jazz-plader. Og det passer mig fint lige at få lidt styr på denne side af min lille pladesamling, nu hvor jazzen jo for længst har trængt sig på i bloggen.
Og næste pladefund, jeg fik i hånden, var Miles Davis’ Nefertiti (1968). Jeg har i forvejen en 10-15 albums med Davis med hovedvægten på hans tidlige indspilninger fra 1950’erne og nogle af hans mest kendte fra tresserne, for eksempel Kind of Blue og Sketches of Spain. Men Nefertiti er en nytilkomling.
Nefertitit er interessant ved at være den sidste helt akustiske plade, Davis lavede,og ved at Wayne Shorter, Tony Williams og Herbie Hancock (frontfigurer i tressernes og halvfjerdsernes elektiske jazz) spiller bag Davis.
Musikken kategoriseres som hard bop, post-bop og modal jazz. I hvert fald er det meget ekspressiv jazz med stærkt fokus på Davis’ trompetspil og afstikkere til solostykker med de andre instrumenter. Det er en plade, der nok ikke vil tiltale jazz-skeptikere, for det er meget frit og improviserende, men også meget givende, hvis man ellers kan åbne sine ører og sin sjæl for musikken. Og i hvert fald føler jeg mig heldig i at have fundet den i storskraldet, hvor den bestemt ikke hører hjemme.