Jeg roder rundt i mine gemmer og forsøger (vist nok) at få lidt styr på og overblik over, hvad der står på visse hylder. Og her dukker en plade op med en vis William “Cat” Anderson op – med titlen Americans Swinging in Paris (2002). Og af det bløde, blåtonede cover kan jeg se, at der må være tale om en trompetist.
Og lidt research på nettet afslører, at der er tale om en jazz-trompetist (1916-1981), der blev kendt som medlem af selveste Duke Ellingtons orkester. Og det viser sig også, at albummet, jeg sidder med, indeholder to af mandens første soloplader, der begge blev indspillet for den franske afdeling af Columbia Records i hhv. 1958 og 1963.
Han spillede med Ellington fra 1944 til 1971 med et par mindre pauser undervejs. Bagefter arbejdede han som studiemusiker og arrangør og spillede mestendels med lokale grupper i Los Angeles (og med afstikkere til Europa). Han døde i 1981 af kræft i hjernen.
Om jeg kan lide musikken!? Ja, han spiller en forrygende trompet, mange af sangene er med Duke Ellington som medkomponist – hvilket også siger noget om stilen, og det svinger bare som ind i helvede… Så min lille jazz-samling er blevet en anelse større med dette skraldefund.
Skraldefund! Tillykke med det.
Ja det er på tide at man går igennem de mange ting, der har hobet sig op fordi man jo kunne få lyst til at se nærmere på dem.
🙂
Det er altid spændende komme nærmere på Ellington ved at høre, hvordan hans stykker er blevet bearbejdet enten fra klaver til orkester eller fra instrumental til sang, og den slags –
Det overraskede mig at hans oprindelige klaversolo “Black Beauty” ikke blev bedre af at blive instrumenteret og spillet af hans eget orkester – men måske er smag og behag forskelligt.
@Donald: I hvert fald har Cats plade fået mig til at indse, at jeg må lytte noget mere til Sir Duke selv. Han har altid ligget i min musikinteresses grænseområde som en evigt tilbagevendende reference. Og der er nok at gå i gang med.