Åh nej, var min første tanke, da nyheden om Povl Dissings død tikkede ind. Selv om manden var 84 virkede han til det sidste frisk og levende, når han viste sig i medierne. Men nu er han så borte.
Jeg har fulgt Dissing på lytteafstand, siden han – efter første at have forsøgt sig som jazz-trompetist – begyndte at synge folk og blues i de sene tressere. Og fra begyndelsen delte han vandene med sin karakteristiske hæse stemme og sine fordanskede udgaver af Shel Silversteins sange – “Den grimmeste mand i byen” , “Kvælerslangen” m.fl. Han var – selv om nogen ikke opdagede det – dansk blues, når det var bedst. Og så formåede han at brede sig musikalsk – fra beat med The Beafeaters, over folkemusik med bluesnert til folkelig digtfortolker i samarbejdet med Benny Andersen. Det var bredt uden at være kompromitterende, rent kunstnerisk.
Povl Dissing var aktiv til det sidste, sådan som en rigtig spillemand forventes at være, og han efterlader sig en række markante plader, lige fra “Nøgne øjne” (som “Dissing” blev omdøbt) over “Svantes viser” og “Lykkeland”, for nu at nævne nogle af de mest kendte.
Nu er Svantes stemme forstummet, og den vil forblive savnet af enhver musikelsker.
Hans død mindede mig først om at jeg hørte ham – med lidt undren – i Nyropsgade, en restaurant, som om torsdagen blev til “Folk Club Of Denmark”.
Jeg undrede mig lidt over hans måde at synge, men man elsker det jo, hvis man holder af musik, for han rammer tonerne og må være hamrende musikalsk.
Dernæst gik det op for mig at alderdom ikke er en myte … (som Henrik Jensen, historiker fra RUC, udtrykte det i en DR P1 udsendelse). Nej jeg er heldig at være her og jeg vil gøre hvad jeg kan for at holde lægerne i arbejde.
Og måske også glæde nogen ved at vise at musik kan man spille selv.
@Donald: Jeg tror også, at første gang, jeg hørte om Dissing var, da han spillede og sang i Folke Klubben (på pladen “En aften i Folke Klubben”, 1965, med Cæsar og Per Dich). Og jeg husker også, at min far og mange andre slet ikke kunne kapere Dissings sang, men jeg elskede den. Og jeg er enig med dig i, at manden var gennemmusikalsk, hvilket Karsten Vogel fik sagt meget fint i går på tv i en kommentar til hans død. Han mente, at ingen havde sunget sådan før i Danmark, og det har han jo ret i.
Og ja, du skal da endelig gøre, hvad du kan for at sprede glæden ved musik. Vi skal alle forsøge at sætte os nogle spor for eftertiden, og hvis vi kan dele musikglæden med kommende generationer, så har vi bestemt sat et eftertrykkeligt spor, når vi ikke er her mere.