Et af de privilegier, man kan nyde som pensionist, der ikke skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og dets krav, er, at man for eksempel kan se tv, når det passer en. Og det betyder blandt andet, at man kan gøre det inden for såkaldt normal arbejdstid. Selvfølgelig giver den moderne teknologi med arkiverede tv-programmer og mulighed for at jonglere med afspilningstidspunkterne ændrede forudsætninger, så alle i princippet kan lege pensionister uden for arbejdstidens skematik.
Nå, men et af de programmer, min tv-rationering har budt på, er den engelske serie Hjemmefronten, på eng. Home Fires, der har løbet over et par sæsonner (og desværre ikke bliver til mere, da producenten ITV har valgt at stoppe fortsættelsen). Som titlen antyder handler den om, hvad der skete bag fronten under Anden Verdenskrig, hjemme i England, i en lille vist nok fiktiv landsby.
Lige som tyskerne har en optagethed at hele problematikken omkring Tysklands opdeling i to stater efter krigen – en optagethed, der igen og igen dukker op i tv-fiktion dernede fra – så har englænderne en optagethed af Anden Verdenskrig og ikke mindst englændernes egen involvering i den. Og det er denne, ofte glorificerede, periode, der danner rammen for serien om hjemmefronten, hvor man følger en række mennesker, der hver på deres måde – som forældre, ægtefolk osv. – er berørt af krigen. Deres venten på at høre fra deres kære, der er i krig, og alle de problemer og skærmydsler, der opstår derhjemme, når hverdagen rammes af restriktioner og andre udfordringer.
Igen er der tale om engelsk kvalitet med fine skuespilpræstationer i alle roller og et manuskript (byggende på en roman af Julie Summers, Jambusters). Og lige som flere af de tyske serier omkring Berlin-problematikken forstår at fremstille problemerne så komplicerede, som de faktisk er, og langt hen undlader at glorificere vesttyskernes historiske rolle, så formår englænderne også at fremstille livet på hjemmefronten som alt andet end glorværdig. Det er en stor kvalitet, at man nu omstunder kan lave fiktion, der ikke simpelthen er propagandistisk i sin kerne – uden at man er tvivl om, hvor sympatien ligger og altid har ligget.
Så hvis du er i pensionist-modus – reelt eller digitalt – så kan jeg godt anbefale dig at se den serie. Også selv om der er masser af sport at bruge sin tid på…