Det faldt i mit lod som bedstefar at gå i biffen med to børnebørn, drenge. Og de ville se den nye Minions 2 historien om Gru. Filmen sælges som familiefilm, adventure og computeranimation.

Det sidste er rigtigt. Moderne, avanceret computeranimation. De er blevet meget dygtige til det. Derimod kniber det med selve historien, der er tynd og alt for forudsigelig. Om en bande forbrydere, en dreng, Gru der gerne vil være skurk, hans hjælpere, de små gule minionsfigurer, og et eftertragtet smykke med magiske kvaliteter, som banden har stjålet. Og så er der lagt op til en kamp om smykket og en jagt på det, hvor animatorerne kan slå sig løs, og det gør de så. Det er ganske fornøjeligt og – vigtigst af alt – ungerne morede sig kosteligt. Ikke filmkunst fra øverste hylde, men kommerciel underholdning fra laveste – for et let underholdt ungt publikum.

Opdatering: Handlingen foregår i det herrens år 1976, hvor den purunge Gru beslutter sig for – i skolen, hvor man har emnet “karrierevalg” – at blive en superskurk. Og lydsporet i filmen består af lutter gamle funk-, soul- og pophits fra halvfjerdserne i nye indspilninger, hvoraf flere er ganske gode – fx med Britanny Howard og Phoebe Bridgers. Lyt med her (inden du ser filmen…).