“…for blinkende lygter og radiobiler er bare ikke særligt charmerende”, skriver Liselotte i sin fine blog. Og viser et billede af et lille tivoli, der har slået sig ned for en stund i det ålborgensiske. Blaf! Og så er jeg tilbage i barndommen, hvor den eneste underholdning ud over søndagenes biografbesøg var den gang om året, hvor et omrejsende tivoli (Palles?) slog sig ned på den lille cirkusplads i Nørregade, et stenkast fra Banegården. Her var det lykken at tilbringe et par timer i selskab med forældrene eller nogle drenge fra gaden. Bare at gå rundt mellem det oplyste boder og lytte til larmen fra forlystelserne. Se den småfede, halvgamle mand i forvasket trikot udføre sit nervepirrende spring ned i vandbeholderen. Spise året candy-floss – og se det blive lavet af sirup i maskinen. Få lov til at prøve skydeteltet. Og var man rigtig, rigtig heldig: Køre en tur eller et par ture med radiobilerne. Siden dengang har jeg elsket radiobiler og kan ikke holde mig fra dem, selv om de unge kigger lidt på den gråskæggede, der grinende drøner rundt, så gnisterne flyver…