Barry Miles’ McCartney-biografi er fuld af sjove oplysninger og anekdoter. For eksempel er det sjovt at se, hvor man kunstnere, Beatles kom i kontakt med og blev venner med i de unge år. Især da de kom til London, hvor den kunstneriske elite samledes.

Jeg vidste ikke, at de var nære venner med sangeren P. J. Proby, der i 1965 fik et pænt hit med Lennon-McCartney-sangen “That means a lot“, som Beatles selv indspillede til filmen Help!, men fravalgte, fordi de var utilfreds med den. Probys version nåede en 24. plads på hitlisten, og Beatles egen version kom med på Anthology 2 i 1996.

Jeg vidste heller ikke, at de havde et nært forhold til sangeren Chris Farlowe. Miles fortæller, hvordan Farlowe modtager en acetat-demo-indspilning af McCartneys “Yesterday“. Men Farlowe, der dengang havde haft en vis succes som skifflemusiker i John Henry Skiffle Group og i R&B-gruppen Johnny Burns Rhythm & Blues Quartet, var ikke varm på at indspille sådan en følsom ballade og henvendte sig derfor til sin ven Eric Burdon (The Animals), som overbeviste ham om, at der kunne komme noget godt ud af det. Og selv om hans fine version ikke blev et stort hit, så viste den i hvert fald, at Farlowe med sin rå vokal sagtens kunne indspille ballader. Ellers var det især samarbejdet med Jagger og Richard fra Rolling Stones Farlowe fik udbtytte af, fx med det store hit “Out of Time”, “Paint it black”, “Satisfaction”, “Think” og “Ride on”.