Og derfor smider jeg en lille rune her. For i morgen – forestiller jeg mig – vil vi opleve et sneskred af omtaler om den aldrende ex-Beatle, der for tiden er i gang med sin Got Back-turné med stor succes.
Mccartney er for mig at se (og ikke mindst høre) sin generations helt store sangskriver, der har skabt en sangskat, som i bredde og kvalitet er svær at matche. I forbindelse med hans store fødselsdag læser jeg som nævnt Barry Miles’ biografi fra 1977 Many Years from Now, der efter sigende er den ‘officielle’ biografi, der bygger på Miles’ ekstensive interviews med McCartney i årene 1991-96. Interviews, der citeres in extenso gennem bogen, så man nærmest får fornemmelsen af, at det er McCartney selv, der taler til en. Men det betyder ikke, at denne biografi nødvendigvis er mere pålidelig end andre biografier. For eksempel er den blevet klandret for – forventeligt – at den er mere på McCartneys side i den velkendte debat om ‘kampen’ mellem Lennon og McCartney. Og det er måske ikke så overraskende, al den stund at Barry Miles er en god bekendt af McCartney, og venskab er ikke ligefrem noget, der fremmer den nøgterne fremstilling.
Bortset fra det, så er det en velturneret, informativ biografi, der giver et fint indblik i McCartneys liv fra barndommen i Liverpool og frem. Og vigtigst af alt – hvis man som undertegnede især er interesseret i McCartney som sangskriver og musiker – får man et indblik i McCartneys udvikling som sangskriver fra de første sange, han skriver i puberteten. Og man får det indtryk, at sangene kommer til han i en lind strøm. Lad mig bare tage et enkelt eksempel fra bogen.
Da Beatles efter læretiden i Hamborg (og Liverpool) omsider bryder igennem i England, bliver det nødvendigt for de fire Liverpool-drenge at flytte til London for at få greb om karrieren. Og de flytter ind i en bette lejlighed i Green Street, Mayfair. Brian Epstein havde skaffet den til dem, og Paul var den sidste til at få et værelse – et lille pakket rum bag i lejligheden. Men kort tid efter får han mulighed for at flytte ind hos sin nye kæreste Jane Asher i hendes forældres store rigmandsvilla på Wimpole Street, hvor han nærmest indlemmes i familien på lige fod med Jane og hendes broder Peter. Fru Margaret Asher bliver som en anden moder for Paul (der havde mistet sin egen nogle år tidligere) og han får sit eget værelse øverst i bygningen (der har fire etager). Og det er her han bl.a. skriver sange som “Yesterday” og “I’m looking through you”. Og hans skaben blev hjulpet på vej af, at Margaret underviste unge i musik (obo) og havde et musikrum fuld af instrumenter – også et piano – i kælderen. Og her kunne Paul og John mødes og skrive sange sammen.
Ikke kun Margaret Asher var musikalsk. Også Janes storebroder Peter var interesseret i musik. Han lyttede til jazz og folkemusik og blev grebet af den skiffle craze, der greb ungdommen omkring 1960, og kom med i en skifflegruppe i skolen. Og her mødte han Gordon Waller, der præsenterede ham for rock and roll i form af Elvis, Buddy Holly og ikke mindst The Everly Brothers. Det førte så til dannelsen af duoen Peter and Gordon, der optrådte som et lokalt svar på netop The Everlys.
Peter and Gordon forsøgte at få pladeselskaberne i lokalområdet til at indspille plader med dem. Og det lykkedes også for Gordon at overtale en fra EMI til at give dem en kontrakt. Og – for at sætte skub i deres pladekarriere gav Paul dem en sang, “World Without Love“, som han havde skrevet da han var seksten og stadigvæk boede hjemme hos sine forældre i Forthlin Road. Beatles havde ikke brugt sangen, og Paul mente, at den ville tjene Peter og Gordon godt, og det gjorde den. Den blev udsendt i februar 1964 og nåede hitlistens top i maj, hvor den vippede Beatles’ “Can’t buy me love” af pinden. Også i USA blev den nummer et. Så en ganske flot debut for duoen – og et tegn på, at McCartney kunne skrive hitsange, og selv om de ikke blev indspillet af Beatles selv. Og det blev ikke den eneste McCartney-sang, duoen fik. Efter “World without love” fik de “Nobody I know“, som han skrev direkte til duoen, og den blev efterfulgt af “I don’t want to see you again“. Og et par år senere fik de også sangen “Woman“, som Paul skrev under pseudonymet Bernard Webb for at vise, at der ikke behøvede at stå McCartney på pladen for at det kunne blive et hit. Og et hit blev det.
Historien viser noget om den kreativitet, McCartney besad allerede i de tidlige år, og som ikke kun kom Beatles til gode, men også andre grupper og solister. Sangene kom til ham i en lind strøm, ja “Yesterday” kom i en drøm.
Med til historien hører også, at den populære duo ikke holdt så længe. I 1967 gik de hver til sit efter deres sidste hit “Lady Godiva” (skrevet af Leander og Mills). De var kørt surt i det. Peter ville hellere arbejde med pladeproduktion – og endte som producer og manager for Linda Ronstadt og James Taylor. Og Gordon Waller ville være solist. Og det blev han. Dog uden den store succes. Han indspillede et soloalbum i 1972 “…and Gordon”, der solgte mindre end hundrede eksemplarer, men faktisk er et fremragende countryrock- og folk-album. Gordon Waller døde i 2009, 64 år gammel.
Og i anledning af McCartneys 80-årsdag kan man passende læse, hvad Torben Bille skrev ti år tidligere under overskriften McCartney – 70 og evergreen.