En ting er den militære konflikt i Ukraine. En anden den truende økonomiske krise (en løbsk inflation med stigende priser på brændsel, fødevarer osv.). Noget andet er, at mange ting peger på, at det vi kender som velfærdssamfundet (eller, om man vil. -staten) er under afvikling. Næsten dagligt er der eksempler i de store medier på, at det offentilige har mere end svært ved at efterkomme borgernes efterspørgsel på offentlig service. Lige fra folkeskolen, hvor problemer med vedligeholdelse af bygninger og problemer med at give eleverne den undervisning og vejledning, de har brug for, er fremme i medierne som alarmerende nyheder, til tilsvarende problemer i ældresektoren, handicapområdet, ældreplejen, hjemmehjælpen, psykiatrien og så videre. Oven i alt dette kommer så nyhederne om, at såvel kommunerne som regionerne skal spænde livremmen ind – til gengæld for, at de får lov til at skære ned på områder…

Og – for nu at bruge en kliché, der ofte dukker op i den offentlige debat – ‘den usynlige elefant i rummet’ er det, man i medierne omtaler som ‘rammebetingelserne’, det politikerne helst ikke vil nævne eller komme ind på: At bevarelsen af velfærlden i Danmark er afhængig af skattepronvenuet. Sagt på en anden måde: Hvis vi skal beholde og bevare det velfærd, vi har nu, så skal der flere skattekroner til. Og det vil naturligvis betyde, at dem med de højeste indtægter skal betale mere i skat. Uanset, hvad Søren Pape og ham Ellemand-sønnen så mener.

Hvis ikke rammerne udvides, så må vi se frem til nedskæringer på mange velfærdsområder – hospitaler, ældrepleje, omsorgen for de handicappede og de sindslidende og så videre. Anderledes kan det ikke være. Og så er det, det kan undre en, at regeringen vælger at bruge masser af penge på militær oprustning, radarer på Færøerne, flygtningelejre i Rwanda, redning af kriseramt SAS og meget andet.