I dagens nyhedsstrøm kan vi læse, at EUs udenrigschef Joseph Borell på et ekstraordinært topmøde med regeringschefer af medlemslandene slår til lyd for, at EU skal være en militærmagt og derfor også bruge flere penge på militær. Så kan vi jo lige tage den tanke med i stemmeboksen i morgen.

Og alt peger jo på, at det bliver et ja til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. Magteliten i Danmark – med socialdemokraten Frederiksen i spidsen – har igen og igen varmt talt for, at forsvarsforbeholdet skal væk, så Danmark kan være med til at beslutte, hvilke militære opgaver EU skal løse i fælleskab. Og de store medier – med fjernsynsstationerne DR og TV2 i spidsen – har sunget med på den melodi, og det har ligget mellem linjerne og i luften, at den eneste fornuftige og mulige beslutning er at afskaffe det forbehold. Og oven over det hele lyser konflikten i Ukraine, der – i hvert fald tilsyneladende – har fået mange politikere i Vesteuropa til at ændre holdning til EUs militære samarbejde. Og Finlands og Sveriges kommende Nato-medlemskab er blot endnu et luftigt argument for mere militarisme.

Dertil skal så lægges, at en stor del af vælgerbefolkningen ikke aner, hvad de skal stemme. Typisk unge generationer, der ikke har skyggen af erindring om hele debatten om Danmarks forhold til det europæiske samerbejde og derfor heller ikke har skullet tage stilling til hverken EF eller unionen, men er vokset om med den europæiske union som en realitet.  Spørgsmål om, hvad vi vil med det europæiske samarbejde, om det skal omhandle militær, politik osv., ja det dukker jo ikke op af sig selv, når man ikke har historiken med. Og mange er sikkert blevet bløde i knæene og svage i koderne over at se, at et demokratisk land på kanten af EU, Ukraine, er blevet offer for et brutalt imperialistisk overfald fra Rusland, og har følt, at det nok klogest af stå sammen med de andre europæiske lande og være klar til at gribe til våben, hvis russerne skulle komme.

Uanset, hvad resultatet bliver i morgen – og jeg tror, det bliver et ja desværre, så er der god grund til at spørge om, hvor demokratisk denne afstemningsproces har været!? Er det i orden, at man – regeringen og en folketingsmajoritet – afsætter sølle tre måneder til at debattere forsvarsforheholdets betydning? Er det tilstrækkeligt til at få en grundig diskussion af forbeholdets betydning!? Vi må også spørge: Er det i orden, at der har været ført en kampagne, der overtydeligt har talt for en afskaffelse af forbeholdet og hvor de store medier har været i ja-kampagnens vold, og hvor kritikere og modstandere kun har fået sparsom plads?!

Jo, der er nok at tænke over, fortvivles over. Rigtig god valgdag til alle.